Darkthrone: Circle the Wagons

cover-darkthrone-circlethewagons-2010-300x300

Fjender, forskans jer!

“The new metal decade starts with our album. It is a message to the Invaders of our metal domain to circle their wagons”. Således ledsages Circle the Wagons, det seneste udspil fra norske Darkthrone. I citatet henvises der til The New Wave of Black Heavy Metal som bandet udråber sig selv som bannerfører for. Kan man se igennem det åbenlyst komiske i denne ’advarsel’ fra et par black metal musikere i slutningen af trediverne, så er Circle the Wagons musikalsk set en overraskende fin plade.

Gylve ”Fenriz” Nagell og Ted Skjellum aka Nocturno Culto fra Kolbotn i Norge har siden 1988 udgjort kernen i black metal fænomenet Darkthrone. I lighed med deres kolleger (eller fjender?) i Satyricon har de i de senere år bevæget sig væk fra den ekstreme old-school black metal og har fundet et sound der har mere tilfælles med firser UK-punk og heavy metal som Discharge, Killing Joke og Motörhead end traditionel sortmetal som fx Mayhem, Gorgoroth og Immortal. Det er denne musikalske retning der har fået paraply-betegnelsen The New Wave of Black Heavy Metal. Genremæssigt bevæger de sig således indenfor Crust Punk; masser af punk attitude, minimalistisk instrumentering og ditto produktion.

Dette musikalske skift begyndte for Darkthrones vedkommende med albummet The Cult is Alive fra 2006 og året efter med F.O.A.D. (tja… Fuck Off And Die) og i fjor kom så Dark Thrones and Black Flags. På Circle the Wagons er der dog kommet mere styr på melodierne og allerede efter første gennemlytning står det klart, at kvaliteten generelt er højnet siden sidst. Indflydelsen fra Motörhead er tydelig og går rigtig godt i spænd med de elementer af ærke black metal som stadig er den dominerende faktor i Darkthrones musik. Numre som “Those Treasures Will Never Befall You” og “Running for the Borders” er overraskende medrivende og selvom der mangler grundlæggende melodisk tæft som fx Motörhead så glimrende besidder, så er de simplificerede guitarriffs ganske effektive.

Hvorvidt der bliver en reel kamp om NWOBM-tronen er ikke til at sige, men Darkthrone har med Circle the Wagons tegnet banen op med sort kridt.

Tags from the story

Skriv et svar