Datarock: Red

cover-datarock-red-2009-300x300

Mr. Cool og Dr. Feelgood rumsterer med sprødt electropostpunkpop

De kommer fra Bergen fra det regnfulde Vestnorge. De hedder Fredrik og Ketil. Men mere provinsielt er der ikke over Datarock, som på deres seneste udspil Red kobler elektronisk firsersound og en lang række velkendte mooves og grooves med ny sprællevende lyd, humor og originalitet. Som en krøllet pendant til eksempelvis Pet Shop Boys evner Datarock at skabe deres egen dansable musik med tydelige referencer til den roterende discokugle, samtidig med at der er langt mere kant og nerve og roterende underliv end hos startfirsernes pomadeslikkede drengerøve. Fredrik og Ketil er nutidens svar, iført hip hættetrøje og supercool attitude, til fordums glittede discooverflade, og de formår med deres elektroniske dance-punk at tilføre musikken en dybde og konsistens, der sidder lige i øjet.

Første skæring ”The Blog” indleder dansekonkurrencen med voicedubs og adrenalinpumpende beats a la Killing Joke – festen er i gang, godt styret af Ketils indpiskende vokal. I det efterfølgende ”Give It Up” er lyden stramtsiddende som glat læder, samtidig med at der lægges lag på lag af elektroniske dubs af Fredriks legelystne keyboard. Der er både den enkle popmelodi og et kontrolleret kaos af keyboard og programmeringer, der vælter rundt lige under overfladen. Det er bare med at komme i dansetøjet og hoppe på hovedet ud i Datarocks festindbydende virvar af pop og larm.

Don’t be a fool, be cool and jump in the pool.

På “Molly”, som også er et af albummets mere rockede numre, viser Datarock deres mere skarptskårne udtryk med bas, guitar og trommer, og på ”Fear of Death” bliver det rockede udtryk kombineret med ren The Smith-stemning, så det kunne være Morrissey selv, der fortalte historien om angsten for at dø. Med Morrisseys bagkatalog af neuroser ville det heller ikke være helt ved siden af.

Der er masser af åbenbare inspirationskilder, der går tilbage til tiden omkring 1980, og der er masser af up-tempo dance-beats, der rykker godt i kadaveret. Det, der gør Datarock til en supercool duo, er deres eminente evne til at sprede deres samplinger, programmeringer og keyboardflader over et så bredt og komplekst lydbillede, samtidig med at der ligger et konstant rockende drive på trommer og bas, der holder det hele tungt nede på jorden.

I andensidste skæring ”Not Me” er der tale om noget nær præpunkstemning med støjende guitarforvrængning, som på forunderlig vis glider over i det sidste og elegante ”New Days Dawn”, hvor vokalen crooner og der er dømt lounge. Sådan!

Paletten er bred på Red, evnerne favner vidt, men én ting er sikker: Gæster Datarock nogensinde en scene nær dig, så er det bare af sted, pommes frites, og ud på dansegulvet med den ene hånd i skridtet.

Tags from the story

Skriv et svar