David Gray: Draw The Line

cover-davidgray-drawtheline-2009-300x300

På grænsen mellem fortid, nutid og fremtid.

Engelske David Gray er aktuel med endnu et album, der i manges bevidsthed vil blive holdt op imod White Ladder, der for godt ti år siden sikrede briten det helt store gennembrud. Og White Ladder er en klassiker, hvor David Gray i den grad ramte plet, men i virkeligheden er albummet også den største afstikker i kunstnerens karriere.

Udtrykket var skarpt og arrangementerne ofte barberet ned til det minimale på David Grays første albums, hvor det i høj grad var ”en mand og hans guitar”, der dannede grundlaget for de fint skrevne sange. Kompositionerne var ofte overraskende og energiske. På White Ladder skiftede David Gray totalt stil, gjorde udtrykket mere afdæmpet og tilsatte lidt elektronik. Der måtte kæmpes for overhovedet at få albummet udgivet, og tilsidst måtte David Gray selv – med afsæt i den irske musikscene – udsende albummet. Siden gik det sin sejrsgang verden over og manifesterede David Gray som en stor kunstner.

På det følgende A New Day After Midnight, der i høj grad tog afsæt i faderens død, var stilen mere varm og nærværende, men det var knap så mange af numrene, der virkede helt gennemarbejdede. Nu – tredje album efter gennembruddet – har David Gray placeret sig et sted, som virker enormt ærligt, men som til gengæld næppe vil trække nye fans til.

Man fornemmer ofte David Gray i sin gamle sangskriverstil fra de tidligste albums. Sange, der lever på egne præmisser, og som ikke er skabt gennem produktionen eller omgivelsernes forventninger. ”Nemesis” er et klart udspring heraf, og det samme kan siges om den forrygende ”Jackdaw” og den udtryksfulde ”First Chance”.

Men selvom det er den unge David Gray, der træder frem i sangskriverstilen, så er udtrykket og tekstdelen ganske moden, afdæmpet og reflekterende. ”Transformation” og ”Kathleen” er fine klaverbaserede numre – førstnævnte med et gospelagtigt præg i udgangen, mens det voksne udtryk på titelnummeret nok først og fremmest pleaser de senest tilkomne fans. ”Stella The Artist” virker som et hit-forsøg, men det er som om, at det går for stærkt til, at Gray får udtrykket med, og den sang kunne således sagtens undværes.

David Gray virker som en kunstner, der er godt på vej til at finde sig selv – men som stadig mangler det sidste for at være i total balance. Succesen med fantastiske White Ladder bragte ham lidt ud af kurs. A New Day At Midnight indeholdt stærke sange, men var lidt for søgende i sit udtryk. Draw The Line synes som en David Gray, der i højre grad formår at kombinere sit eget grundlæggende uspolerede talent for at skrive skarpe sange, succesen fra White Ladder og fra hit-delen af A New Day At Midnight. Og albummet viser en David Gray, som formår at koble den spontane sangskrivning sammen med det mere modne udtryk.

Eneste problem er, at David Gray ikke rammer hundrede procent plet overfor hverken sit tidligste publikum, fansene fra White Ladder eller dem, der hoppede med på vognen efterfølgende. Alle kan være lidt med, men ingen får en åbenbaring ud af Draw The Line. Det er på rette vej, det er mere helstøbt end sidst, men der mangler stadig et skridt eller to, før David Gray udgive sin næste klassiker.

Tags from the story

Skriv et svar