De Efterladte: Traditionen Utro

Peter H. Olesen i nyt og kompetent makkerskab

Brødrene Peter og Henrik Olesen har holdt sammen gennem mange år, men for fire år siden besluttede de, at det musikalske partnerskab skulle ophøre. Henrik Olesen har allerede udgivet sine første sager uden brormand, og nu er Peter H. Olesen klar med sit nye projekt, De Efterladte. Og lad det være sagt med det samme, det er et af de mest kompetente og stærke dansksprogede albums, jeg længe har hørt.

I Olesen-Olesen fornemmede man hele tiden en søgen efter det rigtige udtryk. Brødrene gjorde det godt i de fleste afskygninger, hvad enten det var i den ungcharmerende stil som på Indenlands Udenbys-albummet, eller om det var i den stormelankolske stil på Dagens Gerning, der blev til ”med et tungsind så stort som Finland”, som det lyder på et af numrene.

Peter H. Olesens vokal og tekstmæssige udtryk har en ganske særlig og omfangsrig klang, og den kan nok virke en anelse utilnærmelig for nogle. Omvendt evner han – og ikke mindst på dette album – at få udtrykkene til at fungere i selskab med hinanden, og det medvirker til at skabe et musikalsk udtryk, der er noget nær komplet og kompromisløst. I musikalsk selskab med Michael Lund er der fortsat store stemningsmæssige variationer hos Peter H. Olesen, der fortsætter som vokalist og tekstmester på dette album. Men det er som om, at sparringen fra Lund giver en anden og mere åben udgave af Peter H. Olesen, og det klæder i allerhøjeste grad både hans vokal og hans tekster.

Albummet indeholder lige dele retro-pop/rock, folkviser og musikalsk og digterisk spoken-word legestue. Stemningen skifter fra det tungsindige til det legende lette og humoristiske, og tekster og musik spiller sammen på fortræffelig vis. Åbningsnummeret ”Sangen Selv” sætter forudsætningerne på plads i et letbenet klassisk retro-rock design, mens tonen er lettere men stadig med klangen rettet tilbage mod 60’erne på ”Nedenom og hjem”.

”En Knivspids af din Tro” har den digteriske melankoli i sit tyste og dystre arrangement, der er Peter H. Olesen, når han er stærkest på ord og bogstaver, og når hans lidt korporlige vokal får plads nok til at folde sig ud. ”Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland” er en spoken-word tingest, hvor Peter H. Olesens stærke pen står skarpt. Ordene er stærke og velovervejede, men de er samtidig på et niveau, hvor de står i fin tråd med resten af albummet, der nok taler til intellektet, men uden at det kræver en syvårig universitetsuddannelse at kunne følge med.

”Godmorgen Kynisme” er en vise-folk-ting, mens ”Mit Lyssyn” og ”Sang I Klar Frost” er skåret væsentligt længere ind til benet med sparsomt akkompagnement og klar vægt på vokal og vokabularium. Det samme kan siges om ”Mit Sortsyn”, som også hører til denne afdeling af albummet, men dette nummer tåler lidt flere ord herfra, for selvom det tekstmæssigt bliver en smule tungere at have med at gøre, end på resten af albummet, så fremstår dette nummer som det mest komplette og vellykkede i forhold til arrangement og sangskrivning. ”Mit sortsyn er en nordisk blues / en bitter pille der dagligt skal sluges”, står med superbt akkompagnement af horn og akustisk guitar som et af de centrale øjeblikke på albummet.

Den mystiske fremadslæbende ”Han er ikke digter” er igen spoken word med skummelt og fornøjeligt akkompagnement, hvor teksten om manden, der tillader sig at opføre sig som en digter, men som faktisk ikke er det, bliver sat op mod en lydcollage, som taget ud af den mest uhyggelige western, hvor blodbadet på den nærliggende saloon er uundgåeligt og vil bryde løs om få sekunder.

”Jeg kan huske kassettebånd” er blot 48 sekunder lang, men brænder sig stærkt ind i bevidstheden med sine nostalgiske ord. ”Soniske kruseduller / krimskrams” er nærmest en hel lydmæssig tidsalder kogt ned til tre ukomplicerede og maleriske ord.

Sådan kan man fortsætte med at fremdrage enkeltelementer fra dette album, der måske har en smule for lang afstand fra de tungeste til de letteste stemninger, og hvor den midterste del af albummet måske fremstår en smule for alvorstung i forhold til det komplette stemningsbillede. Men det er reelt de eneste punkter, der kunne forfines på et album, der både på det musikalske og det tekstmæssige niveau holder et sjældent højt niveau.

1 kommentar

  • Syns den er k-e-d-e-l-i-g. Anmelderne elsker brd olesen, men de får jo oss penge for at lytte til skidtet…

Skriv et svar