Dead Confederate: Wrecking Ball

cover-deadconfederate-wreckingball-2008-300x300

Ubeslutsom amerikansk debut i grænselandet mellem grunge og psychrock

Amerikanske Dead Confederate har med deres debutalbum Wrecking Ball udgivet en blandet affære. Den svinger mellem post-grunge og psychrock, mellem det jævne og det rigtigt gode. Vi kommer på ét nummer rundt om Nirvana og DAD i blandingsforholdet 1:1 og på et andet Pink Floyd i selskab med Black Mountain.

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg synes bedst om Dead Confederate, når de spiller tilbagelænet psychrock med eksplosive crescendoer og god tid til en søgende og rummelig sound.

Den døde konføderation har supportet fine bands som Dinosaur Jr. og A Place To Bury Strangers og består af fem gutter fra Atlanta, som har hængt sammen siden skoletiden. De har været en øjenåbner for adskillige pladeselskabsfolk på SXSW festivalen og er af amerikanske medier benævnt ”A hairy american Radiohead”. Den karakteristik må siges at ramme såvel over, som ved siden af i undertegnedes ører.

Wrecking Ball er dog bestemt ingen dårlig plade, blot den kunne bestemme sig for en ret kurs. Åbningstriaden ”Heavy Petting”, The Rat” og ”Goner” ligger alle i grungeboldgaden tilsat lidt af vore egne landsmænd i DAD og er i min ydmyge optik en eklatant fejl som startskud. Hvis man sætter albummet på og lytter de tre, er der stor risiko for, at man vrager pladen og dermed mister de fine psychrockmomenter, som lurer senere på Wrecking Ball.

”It Was A Rose” glimrer med en klassisk westernspade og masser af rum og nuancer, mens en fuldfed og kraftfuldt insisterende solo, som rev og flåede Neil Young i guitaren, bærer nummeret i hus. ”Yer Circus” har også et svævende og nuancerigt flow som dog på ingen måde holder sig tilbage, når sangen kalder på muskuløse og kraftfuldt bastante udladninger. ”All The Angels” er som snydt ud af næsen på Alberta Cross’ fremragende debut fra sidste år, med sin retrospektive lyd og sit gode øre for melodi, mens det hele udløser en kakafonisk og ultradistortet guitarsmadder mod enden.

”Start Me Laughing” er fuld af konfronterende vrede og ekstra noise på både guitar og vokal. Det nummer ligger som bro til Wrecking Ball’s sidste kapitel: ”The News Underneath”, ”Flesh Colored Canvas” og titelnummeret, som er lange næsten prog/psychede numre med Pink Floyd-malende stemninger, lapsteel guitarer og syretågede lydbilleder, som ender i kolossale klimakser, som hos Black Mountain, Mono eller Explosions In The Sky.

”Flesh Colored Canvas” er med sine mere end 12 min. spilletid for lang og her viser Dead Confederate, at de ikke helt har format til det spor og bandet formår ikke, at holde interessen fangen hos lytteren. De to andre numre er skåret strammere, uden at give afkald på det uforceret psykedeliske og her fungerer det fornemt for bandet.

Wrecking Ball leveres med tre bonusnumre, hvoraf de to kører efter samme skabelon og formel som ovennævnte og også her er de altså tæt på, at levere på én og samme gang; følsomme, inderlige og hudløst sammenbidte soloer helt i mesteren Neil Youngs ånd, mens der på det tredje ærgerligt nok igen går DAD i Dead Confederate.

Kunne Dead Confederate holde sig til psychrocken, vel at mærke under ti min. mærket, og hælde grungeinspirationerne ud med badevandet, var det ikke umuligt at jeg blev, om ikke fan, så i hvert fald vældigt begejstret.

Tags from the story

Skriv et svar