Dead Sexy Inc.: Kamikaze

cover-deadsexyinc-kamikaze-2009-300x300

Franske electrodiskere er virile som et slattent baguette

Electropunk kalder Dead Sexy Inc. deres musik, men der er sgu ikke meget punk over udslippet Kamikaze. Snarere electropop med komplet intetsigende melodier.

Franskmændene forsøger med en tillært provokerende stil, at overbevise lytteren om hvor dekadente og depraverede de er, men man aner hurtigt, at det er spil for galleriet, for det virker gennemkalkuleret og stylet, fremfor ægte nihilisme og fuck you attitude – man tror simpelthen ikke bandet over en dørtærskel.

Samtlige numre på Kamikaze løber over samme skabelon, hvor et synthbeat tilsættes lidt ufarlig guitar og trommer, mens sangeren synger monotont og unuanceret og med en så ringe vokal, at man indimellem krummer tæer. Det monotone og kolde udtryk behøver ikke at være en dårlig ting og har fungeret fint for mange bands tilbage i 80’erne, men her leveres det så slattent og hult, at man lades kold på den forkerte måde.

Dead Sexy Inc. lyder som en flok wannabees udi electroclash, men leverer i stedet dødssyg og syntetisk disco af værste skuffe. Om numrene hedder ”Kamikaze Rock´N´Roll”, ”Hellywood”, ”Babykill”, ”Bitter Fuck”, ”Sourire Metallique” eller ”God Save The Queer”, er i og for sig ligegyldigt, for de lyder fuldstændigt ens.

Kun afslutteren ”Safetynet” bryder en smule med den ensformige og over tid irriterende electrodiscolyd, uden at det gør nummeret memorabelt, tværtimod pointerer det, at Dead Sexy Inc. skal holde sig langt væk fra balladerne.

At Kamikaze er gæstet af bl.a. Nicola Sirkis fra den franske firsersucces Indochine og Mickey Blöw fra Johnny Thunders, er sådan set kun en viden man får fra pressematerialet, for det har ingen indflydelse på lyden eller kvaliteten af de respektive numre og kan kun opfattes som et gimmick for øget salg eller popularitet.

Efter med møje besvær, at have slidt sig igennem Kamikazes 12 skæringer, præsenteres man for fem bonus tracks med remixes af bl.a. Paul PK Kendall og så spidser man ører, for den herre har produceret så gode navne som Depeche Mode, Nine Inch Nails og Recoil, men ak, selv ikke en kompetent producer kan redde et dårligt nummer fra glemslen og man hiver skuffet cd’en ud af afspilleren.

Apropos remixes så har Dead Sexy Inc. remixet for bl.a. Marylin Manson og Pitchshifter, Visage, Peaches og Lords Of The New Church med pæn succes, så måske skulle de bruge deres evner på at pille ved andre bands’ udspil, i stedet for at belemre musikindustrien med eget materiale, for det er i bedste fald jævnt kedeligt og særdeles langt fra dead sexy.

Tags from the story

Skriv et svar