Delphic: Acolyte

cover-delphic-acolyte-2010-300x300

Feststemte englændere fra melankoliens by er for tæt på inspirationerne

Den engelske trio Delphic har med Acolyte smidt et fodskubbende og energisk album ud til folk med hang til såvel dansabel electronica som lettere melankolsk poprock. Nogle numre kunne katagoriseres som rocket electronica, mens andre er mere teknoboblende i deres udtryk med tranceagtige stemninger.

Delphic residerer i Manchester og pudsigt nok var den første tanke som sprang frem fra den indre memodisk, et New Order i deres mere teknofile hjørne anno Technique, uden helt at kunne honorere det bands unikke bastoner og sublime øre for den gode melodi. Mindre kan selvfølgelig også gøre det og det er da også et ganske fint udspil, de energiske englændere præsenterer verden for.

”Clarion” åbner med repeterende guitar- og synthfigurer, som suppleres af lyse og luftige vokaler, mens trommer holder et bastant og pumpende beat. Det hele munder ud i et særdeles fint og klassisk ramt omkvæd, og der rundes af med habile og revsende guitarsoli – en lovende start eksekveret på under tre minutter.

”Doubt” følger med en robotstemme som spytter bogstavfonemer afsted, hvorefter poppede og bittersøde toner med både en luftig lethed i positivismens tegn og en lettere melankolsk grundtone i New Order’s  og Pet Shop Boys’ boldgade møder lytteren. Keyboardets bunddækkende toner lyder som planket fra New Orders gamle 80’er-hit ”Thieves Like Us” og da guitaren sætter riffs ind mod slutningen af nummret, holder inspirationen op og symbiosen er så åbenlys at man næsten føler sig taget ved næsen.

Generelt tænker og arbejder Delphic dog mere i dur end mol, og for det meste er der mere optimisme end tristesse at hente på vægtskålen i forhold til inspirationskilderne hos bandet.

På de mere trancede numre som ”This Momentary” og ”Red Lights” er det snarere Underworld og Orbital end New Order som bestemmer, når musikken spiller, og man ifører sig helt automatisk dansesko og smileys . ”This Momentary” ligger sig så mistænkeligt tæt op ad Underworlds ”Born Slippy”, at man nærmest skal lide af tonedøvhed, for ikke at høre hvor snublende tæt på kopiering det er, men man godkender det alligevel fordi det er gjort med så stor overbevisning og smittende entusiasme.

”Halcyon” er knaldgod og flot electropop med et fængende omkvæd som lyder: ”Give me something I can believe in, what you say can’t you say like you mean it”, mens musikken signalerer det stik modsatte. Det kontrasterende går igen på meget af Delphic’s materiale og gør, at man oplever en spændingsforventning og en lyst til at hænge på mens Acolyte drejer i afspilleren.

Albummets midte er det næsten ni minutter lange og episk instrumentale titeltrack, med langsomt opbyggende synthrytmer, engelkor og synthflader, som ender i kaskader af electrocrescendoer, mens det hele gentagende gange rives ned, for derefter langsomt at bygges op på ny og nummerets trippede trancebeats har direkte henvendelse til klubberne. Bandets singleudspil ”Counterpoint” har også potentiale til et klubhit, men har ikke helt samme kvaliteter som titelnummeret.

”Ephemera” er det eneste nummer som bryder Delphic’s musikalske skabelon, med en stille og vegeterende pause i den elektropulserende fremdrift pladen ellers ånder af, som fotosyntese der bindes til planter.

Selvom ens umiddelbare glæde ved Delphic forstyrres af de meget tydelige referencer til særligt bysbørnene i New Order, men også de andre ovenfor nævnte bands, er det alligevel et kompetent og fint udspil englænderne debuterer med, og det må klassificeres over middel.

Tags from the story

Skriv et svar