Demon Head: Hellfire Ocean Void

DemonHead-HellfireOceanVoid-2019-1050x1050

Dæmonernes Port

På overfladen ser de barske ud, de fem mørke ryttere, som stirrer sammenbidt ind i kameraet på pressefotoet. På bandets nye og tredje album er der derimod ikke mange barske attituder, men derimod en masse andre og heldigvis spændende ting. De fem unge gutter har efterhånden mange år på bagen som band, og det har ikke skortet på udgivelser lige fra hele albums til ep’er og singler på både vinyl og kassettebånd. Det er med andre ord et produktivt ensemble, som også har turneret land og rige og resten af Europa tyndt op til flere gange. Mørke landevejsryttere, fristes man til at sige, for nu at blive i klichéernes land.

Klichéer er også noget man tænker over, når man hører det nye album. Referencerne står nærmest i kø for at skubbe hinanden ud over scenekanten. Og de bliver brugt med en så åbenlys dedikation, at man ikke er i tvivl om bandets hensigt med dem. Og nu er vi fremme ved det interessante ved Demon Head. Der er en åbenlys fascination af den progressive rock fra slut tresserne og frem til og med halvfjerdsernes glamrock. Derudover spiller de to guitarister med en klassisk hardrock positur, der leder tankerne hen på NWOBHM. Vi er med andre ord stadig omkring halvfjerdsernes afslutning og start firserne. Og så har vi sangeren, Marcus Larsen. Han passer slet ingen steder ind i det opstillede scenarie. Vokalen minder på ingen måde om det, der skete i den beskrevne periode. Han lyder nærmest, som om han kunne træde ind som substitut for Andrew Eldritch i Sisters Of Mercy, hvis han en dag skulle være for nedtrykt til at synge. Og her sker der virkelig noget for Demon Head!! Kombinationen af den klassiske, progressive hardrock og Marcus’ vokal åbner op for en virkelig spændende symbiose. Det fænger, og det virker fuldstændig sammentømret som brædderne på et omvendt kors.

Demon Heads leg med konventionerne er både bandets styrke og svaghed. På den ene side er der en indbygget hyldest til den analoge halvfjerdserlyd, og på den anden side foregår det hele i så udpræget mol og med et diabolsk aftryk, der gør det hele nyt, friskt og indlevende. Spørgsmålet er, om bandet er for sent på den, eller om de, sammen med eksempelvis et andet ungt spændende band som Slægt, er ved at genopfinde den progressive rock? Musikken hos Demon Head er ikke progressivt som Porcupine Trees tekniske ekvilibrisme eller Opeths mørke metal. Der er mere referencer til Deep Purples udgivelser fra slut tresserne, tilsat lidt tempo og to heavy metal guitarister, der forstår at fyre effektive parløb af. Også bassisten, Mikkel Fuglsang, spiller med en teknisk autoritet, der lægger lag på den progressive sound, og er man åben for dette koncept vokser albummet, jo mere man begiver sig ind i Dæmonhovedernes mørke univers.

København mangler ikke barske rockbands, dem kan man efterhånden fodre djævlen med, og heldigvis er Demon Head noget helt andet og deres helt eget.

Karakter

7 Karakter
7
Tags from the story
,