Desolate Shrine: Tenebrous Towers

Kontrolleret kompleksitet

Desolate Shrine formår at skabe afveksling mellem deres numre, således at de ikke bliver kedelige at lytte til. På den anden side er det dog heller ikke let at blive klog på bandets stil, men er det egentlig også nødvendigt?

Mange bands begår i starten af deres karriere (og i nogle tilfælde hele karrieren) en af to mulige fejl: Enten lyder stort set alle deres numre ens eller også er der så stor forskel på numrene at bandets udgivelser er én stor forvirrende samling af musikindslag, der ikke hænger sammen som større helhed. Heldigvis sker ingen af delene for Desolate Shrine på deres debutalbum Tenebrous Towers. Her har man at gøre med et band, der ikke gentager sig selv. Det er befriende, om end også noget, der kan gøre en i tvivl om, hvordan bandet egentlig gerne vil fremstå rent lyd-og genremæssigt.

Åbningsnummeret ”The Smell of Blood and Iron” smadrer igennem fra første sekund, og det med sådan en kraft at lytteren får lidt af et chok. Men det har man også brug for til tider, og nummeret er med sit ekstremt hurtige tempo og energiske aggressivitet, oplagt som start på albummet. Det interessante er så at albummet ikke fortsætter stilen i det høje tempo, i hvert fald ikke til at starte med. ”Mouths of Ball” foregår i en noget tungere rytme, der kan placere nummeret i sludge- eller doom metallen, og denne stemning bliver godt hjulpet på vej af et growl der emmer af inderlig ondskab. Det er skønt! Derudover er dette også et af de numre hvor bandets trommeslager virkelig kommer til sin ret. Nummeret er komplekst, men dog under kontrol, så det aldrig går galt på rytmesiden. Det samme er tilfældet med efterfølgende ”The Brightest Night”, der i den grad er ovre i doomgenren. Det går i et slæbende langsomt tempo, der er gennemsyret af melankoli og lede, hvilket altså er positivt. Det sidste minuts tid bevæger lydsiden sig over i en smuk akustisk guitarfigur, der næsten får Desolate Shrine til at lyde som svenske Opeth, der om nogen mestrer en melankolsk guitar.

Som det næsten fremgår af titlen, så vender bandet for en stund igen tilbage til de aggressive udbrud på sangen ”Chaos and Wrath”. Og de gør det stadig overbevisende. Ikke alle bands er i stand til at skifte mellem tempi og genrer på en måde, hvor de kan slippe af sted med det, men det er åbenbart intet problem for Desolate Shrine. Når man har hørt albummet til ende undres man dog over hvor bandet vil hen. Er det den arrige dødsmetalsvej eller er det nærmere af den melankolske, tunge doom metal sti? Dette er egentlig ikke vigtigt, når begge muligheder fører til succes. Om noget tid vil bandet måske beslutte sig for en genre, men indtil videre er der tale om en kontrolleret, og yderst klædelig, identitetskrise.

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.

Skriv et svar