Devendra Banhart: Cripple Crow

Det er en mere moden og varieret Banhart, der udfolder sig på Cripple Crow

Sidste år kom Devendra Banhart ind fra højre og overraskede de fleste med sine albums ”Rejoicing in the Hands” og ”Niño Rojo”. To albums, der betød at en ny genre, freakfolk, for alvor fik sit gennembrud ud til masserne. Nu er Devendra Banhart tilbage med, sit i alt fjerde album, ”Cripple Crow”, der vel godt kan betegnes som en form for svendeprøve for den 24 år unge amerikaner. Er freakfolkeren Banhart blot et overgangsfænomen, der overraskede os mens vi var mindst forberedte? Eller er han et fænomen, vi lige så godt kan vænne os til? Jeg mener det sidste er tilfældet. For ”Cripple Crow” er et album, der ikke har de små fjollede melodier og tekster i højsædet, som det har været tilfældet på tidligere udgivelser. Rent musikalsk er der kommet mere dybde i melodierne, og teksterne lyder umiddelbart mere seriøse. Af den grund skal man dog ikke tro, at Devendra Banhart er gået hen og blevet mainstream. Det er han så langt fra, og lige meget hvilken sang man sætter på, så er det umiskendeligt Banhart, man har med at gøre, og de fjollede tekster og melodier finder man da også en pæn håndfuld af blandt de 22 numre, der har fundet vej til ”Cripple Crow”. Forskellen fra tidligere er, at det fjollede ikke er det bærende element på ”Cripple Crow”.

Albummet åbnes af den minimalistiske ”Now That I Know”, hvor Banharts stemme kun bakkes op af cello og guitar, hvilket ikke var usædvanligt på Banharts tidligere albums. Alligevel er det noget nyt at spore på nummeret. Der er en ro, som man også kender det fra Banharts ven og medsammensvorne Andy Cabic (Vetiver). Banharts stille nynnen på ”Now That I Know” afløses af de blide spanske rytmer, der udgør hovedstrukturen på ”Santa Maria Da Feira”, derefter følger protestsangen ”Heard Somebody Say” med teksten: ”I heard somebody say / That the war ended today / But everyone knows it’s goin’ still”. De blide toner når kun lige at lægge sig, før der bliver slået over i det psykedelisk folknummer ”Long Haired Child”. Ja det er i sandhed et varieret album, denne sære musikalske skabning har udgivet denne gang. På fire numre har vi været omkring noget, der minder om Vetiver, blide flamencorytmer, en protestsang og lidt psykedelisk folk. “Cripple Crow” er et eklektisk album, men det er hverken usammenhængende eller rodet.

Ud over ovennævnte numre skal den psykedeliske ”I Feel Just Like A Child”, den Neil Young-inspirerede ”Hey Mama Wolf”, den flotte og hviskende duet med Matteah Baim, ”Dragonflies” og ”Little Boys”, der er delt op i to dele – først er den afdæmpet, men efter 2:36 sørger bassen for at der kommer lidt mere tempo på – fremhæves.

Det er en fornøjelse at høre Devendra Banhart med et helt band bag sig. Her er masser af trommer, fløjte, piano, bas, guitar og diverse andre strengeinstrumenter. Det fungerer efter hensigten, og ”Cripple Crow” er lige så varieret som Devendra Banhart er, når man ser ham live. Eneste egentlige anke er, at albummet varer 74 minutter, hvilket simpelthen er for langt – især når en håndfuld af numrene godt kunne have været cuttet helt væk.

Svendeprøven er bestået.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar