Dirty Three: Toward The Low Sun

Frustrende start overtages af trist-smukke tableauer af høj kvalitet.

De travle herrer i Dirty Three har omsider set sig tid til at færdiggøre et album i eget regi. Hvad enten de indspiller eller turnerer med indflydelsesrige navne som The Bad Seeds, Grinderman, P J Harvey og Bonnie Prince Billy, eller laver skiver under egen signatur eller som soundtracks – ja sågar en skuespildebut i selskab med Isabelle Huppert har Warren Ellis fundet tid til – så vender trioen heldigvis altid tilbage til moderskibet Dirty Three.

Nu foreligger så instrubandets niende album og der er gået en rum tid – fem år – siden sidste udslip. Og lad det være sagt med det samme; Toward The Low Sun er en blandet affære. Udlægget er lettere rystende for i stedet for at hvile på vante laurbær og lægge sig mageligt til højrebenet med en ”velkommen tilbage til komfortzonen”, lyder Dirty Three her som et råt punk-avantgarde-jazz band uden synlig destination.

Den underlige begyndelse, der næsten destruerer lysten til at høre albummet til ende, gør sit for at stille tålmodigheden på prøve. Kendte man ikke bandets klassisk melankolske og dybblå instrumentallyd i forvejen, kunne man nemt ditche albummet som værende irriterende og krævende eksperimentaljazz, for både ”Furnace Skies” og ”Sometimes I Forget You´ve Gone” starter og ender som kaotisk og udkokset freeform-jazz, med et lige så frustrerende mellemstykke af toner, der ingen sammenhæng synes at have. Som stod hver musiker og spillede i sit helt eget private rum uden interaktion. Det gyldne triumvirat fra tidligere er borte og sammenhængskraften flåes itu. Musikalsk struktur er milevidt væk og bandets tidligere lyd er en by i Syrien under seriøs beskydning. Følte let-trippende trommer spillet med jazzede fills og tæt brug af bækkener, tam tammer og arbejdsomme lilletrommer har hovedrollen som organisator for bas og guitar. Den signifikante violin får i denne ombæring væsentligt mindre råderum end tidligere – ja næsten ingen!

Først på ”Moon On The Land” genkender man bandets signaturlyd, med Warren Ellis´ sørgmodige violinstrøg, sat i en ultramelankolsk, men også velgørende smuk klangbund. Det er som at være til begravelse for et kært familiemedlem af maritim herkomst.

”Rising Below” er sælsom og tiltagende intens i sin opbygning hen mod et crescendo, der spøjst nok aldrig for alvor finder sit klimaks, men blot afrundes tilsyneladende abrupt og impulsivt. Vejen derhen er dog fascinerende. ”Rain Song” er et af albummets store træffere og en klar indikator for, hvorfor Dirty Three er så interessante. Her spilles i et ligefremt og lettere nøjsomt trav, indenfor hvilket violinen virkelig får plads og råderum til at udfylde sine tårevædede molstemte blåtoner.

Også ”That Was Was” er rigtig god. Her træder Mick Turners kraftfulde og dominerende guitar ind i arenaen og Ellis´ violin stemmes med så meget distortion og power, at den er svær overhovedet at genkende som sin egenidentitet. Strygeinstrumentet voldtages, vrides og flås og kulminerer i en frapperende flot og gennemtrængende virkningsfuld solo, der i dén grad realiserer tanken om violinen som et hidsigt sparkende rockinstrument – brandgodt!

”Ashen Snow” forbliver nok Toward The Low Sun´s smukkeste indslag og her forstår man hvorfor Ellis så ofte er valgt som bidragsyder hos Nick Cave, for det nummer kunne snildt have ligget som instrumentalt indslag på The Boatmans Call eller No More Shall We Part, med sine dybt rørende og melankolske klaverklimp og henførte violinsuk. Meget sensitivt udført og man sidder langt hen ad vejen med en velvoksen klump i halsen.

Summa Summarum har den begavede og emotionelt gribende trio leveret et album der næsten halshugger sig selv i åbningen, men heldigvis genfinder sig selv og fortidens meritter efter den hektiske og utidige begyndelse. Herefter er der lutter gyldne sager og Dirty Three holder det vante høje niveau, som gør at undertegnede stadig er fan.