Divine Comedy: Bang Goes The Knighthood

Neil Hannon i absolut topform

Nordirske Divine Comedy har efterhånden mange år og albums på bagen. Men den sprudlende fortælle- og spilleglæde er stadig umulig at tage fejl af, når Neil Hannon placerer sig selv i spotlightet med sin karismatiske og excentriske stil, der kunne ligne en kloning af Jarvis Cocker og Frank Sinatra. En stil som deler vandene – enten elsker man Hannon, eller også er han en tand for meget af det gode.

Til tider er det teatralsk og storladent med en orkestrering, der overgår big-band og med en stemning, der er så stort swing og så voluminøs croon i, at taget er ved at lette. Til andre tider søger Hannon lidt andre veje med mere afdæmpede arrangementer og et enkelt småsarkastisk indie-favntag.

Neil Hannon lægger stærkt fra land og efterlader mig som måbende tilbeder, når han på ”Down In The Street Below” mestrer en forunderlig sammenblanding af mange taktarter, der stadig har samme bund, så de fungerer sammen. Tempoet skifter, stemningerne varierer, og generelt er dette nummer som at være vidne til en hel musical-filmatisering fra 50’erne. Et nummer, der sætter en urimeligt høj standard for resten af albummet.

Ikke desto mindre formår Hannon at følge op på den klassiske Divine Comedy-crooner ”The Complete Banker”, hvor Neil Hannon er i den karismatiske og excentriske forgrund som sarkastisk samfundsrevser. ”Neapolitan Girl” daler en anelse i niveau, men Hannon er stadig skarp i pen og vokal.

”Bang Goes The Knighthood” er tilbage i den formidable sarkasme, der i cabaret-agtig teatralsk storladenhed svinger i 2/3-takt, mens Hannon beretter om overklassens og ordentlighedens tvivlsomme fortræffeligheder. ”Have You Ever Been In Love” er tilbage i den jazzede, croonende storromantiske stil, hvor Hannons udtryk og vokal nu en gang kommer stærkest til sin ret. Her i en endnu mere personlig og dyb udgave, der er endnu mere Sinatra end så mange gange tidligere.

På ”At The Indie Disco” opleves Neil Hannon i en sjældent nedtonet udgave, når han sætter spotlight på de hemmelige indie-klubber. ”When A Man Cries” er også lidt atypisk, og her viser Hannon en stærk og solid mere seriøs rolle.

”Assume The Perpendicular” har et charmerende og medrivende ydre, der rummer så mange elementer, der sætter sig direkte på hjernen, at det er umuligt ikke at holde af dette nummer, der er i den samme storladne svingende Divine Comedy-stil. Et forrygende og kæmpemæssigt humørsprudlende og smittende stykke musik, der er i samme stil som ”The Lost Art Of Conversation”, der er swingende popmusik med højt humør og stor stemning og melodi.

Divine Comedy læner sig længe op ad et 10-tal i denne anmeldelse, men desværre overgør Neil Hannon det fjollede og humoristiske mod slutningen af albummet. ”Island Life” er en balladeagtig sang, der i perioder har en anelse Disney-præg over lydbilledet, og ”Can You Stand Upon One Leg” har samme lidt fjollede udtryk, der ikke skulle være nødvendigt på et ellers suverænt album.

På størstedelen af Bang Goes The Knighthood formår Divine Comedy at finde balancen mellem det sarkastiske og humoristiske og mellem det dybsindige og vedkommende. Det gør dette album til et fremragende og smittende bekendtskab, der kun misser den sidste tand på karakterskalaen, fordi det mod slutningen bliver en anelse mere fjollet end nødvendigt.

Tags from the story

Skriv et svar