Doctors And Dealers: Trouble EP

Lovende samarbejde med potentiale

Det svenske en-kvindes-orkester Doctors And Dealers har fundet sammen med produceren Gordon Raphael om det tredje album fra kunstneren. Og som forløber for dette udkommer en lille EP med fire numre, der på hver deres måde viser, at det er et samarbejde med fint potentiale, der er indledt.

Gordon Raphael har produceret navne som The Strokes og Regina Spektor, og det er primært sidstnævnte, som man kan trække referencer til på denne forsmags-EP. Med klaveret som det klare instrumentmæssige omdrejningspunkt, synger Doctors And Dealers sig igennem sine små fine og finurlige beretninger, der har en charmerende umiddelbarhed og et til tider skørt og halv-fjollet udtryk, der dog hele tiden fremstår med en fin og ærlig tone.

“Backstabber” åbner EP’en og lever til fulde op til førnævnte kriterier med sjove temposkift og et bankende klaver bag en velfungerende melodi. ”Trouble” tilsættes diverse blæserinstrumenter bag en stærk melodi – og titelnummeret viser et usædvanligt højt potentiale ud i den mere kunstfærdige popgenre.

”Steal Your Life” får en lidt køligere sound, der gør udtrykket en tand mindre imødekommende og den inddragende fornemmelse er væk. I stedet bliver der skabt en kølig afstand, der understreges med de lidt dramatiske strygere undervejs, og det er lidt synd. Afslutteren ”Stubborn Liar” er mere cool end kølig, men det gode fra de to første numre skal der graves grundigt efter. Det bliver en tand mere mystisk end nødvendigt. Det er pop-eksperimenter, der har gode tanker og idéer bag sig, men helt funktionsdygtigt er det ikke – kun næsten.

Det ændrer dog ikke på, at de gode steder på denne EP leverer stof til store forventninger, når Doctors And Dealers i samarbejde med Gordon Raphael udsender en fuldlængde-plade i løbet af 2011. Det bliver spændende, og med den rette balance mellem charmerende umiddelbarhed og eksperimenterende pop, kan det blive rigtig, rigtig godt.

Tags from the story

Skriv et svar