Downswitch: Let Clarity Descend From Blackened Skies

Metalindustrien har fået solidt fodfæste i Køge

Downswitch fra Køge debuterede i starten af året med deres første fuldlængde, Let Clarity Descend From Blackened Skies, der indeholder 12 solide og varierede skæringer, fyldt med allehånde ingredienser fra den efterhånden store underskov af stilarter inden for metal. Der er tungt, brutalt dødsmetal som på intronummeret ”The Nation Who Lost Itself” (en sang om Danmark og Dansk Folkeparti?), og melodisk grindcore som på ”When I stab you in the Heart will I hit Ice”, der også indeholder et omkvæd med ren vokal, der minder om Raunchys evne til på samme måde at forene det rå og brutale med det flotte og catchy.

På ”Reflection … All has Changed” varierer Downswitch bade rytme og melodi i en sådan grad, at det bliver uhyre komplekst at følge med. Det er både flot og gennemarbejdet, og der er ingen tvivl om kvintetten spiller tight som en jomfrus røv, og især trommerne ligger solidt både bagved og foran – afhængig af, om der er fuld smadder på lokomotivet, eller kadencen falder til tungt metal med bas og stortromme som et fundament af stål.

Og det er her, at Downswitch både har sin styrke og sin svaghed, hvis man absolut skal pege på sådan en. Styrken er deres eminente evne til at variere grundspillet, endda med tre vokalspor, der går fra ren vokal til lys og mørk growl, som igen kører som vokalharmonier (hvem skulle have troet, det var muligt i dødsmetal?). Guitarerne har en fuldfed, tyk lyd og ligger lige, hvor de skal i midten og bunden af lydbilledet og fylder godt ud. Der er masser af fine detaljer, og det er kun i de mere melodiøse indslag, at de mister lidt personlighed og bliver for pæne i udtrykket. Og her er det også, at Downswitch måske spiller på for mange heste. Der er elementer i musikken, der helt sikkert vil appellere til det lidt ældre publikum med de mere brutale sekvenser, og så er der en luftighed og lethed i de mere catchy refræns og passager, der formentlig vil passe bedre til de mindre hardcore metalhoveder.

Spørgsmålet er, om Downswitch helt kan tilfredstille begge grupper med deres meget varierede og detaljerede spil, som på mange punkter er uhyre konsekvent udi begge retninger. Personligt er jeg solidt underholdt, når Downswitch fyrer bomben af og får gang i de tunge og de mere grindorienterede numre. Jeg står lidt af, når de mere lette melocore-elementer begynder at fylde for meget i landskabet. Men det er i sidste ende en smagssag, og herfra skal der kun lyde en varm anbefaling til alle, der tænder på det varierede og bredt inspirerede metal, der både har brutal growl, ren vokal, grindcore, hardcore og melocore i en inspirerende og vital cocktail.

Tags from the story

Skriv et svar