Dream Theater: Black Clouds & Silver Linings

cover-dreamtheater-blackcloudsandsilverlinings-2009-300x300
Tålmodighedskrævende forestilling

Siden 1985 har amerikanske Dream Theater været bannerfører for den progressive og virtuost, velspillede metal. En lang karriere der indtil videre kun har kastet et enkelt hit af sig i form af ”Pull Me Under” fra 1992 udspillet Images and Words. Ønsker man at stifte nærmere bekendtskab med Dream Theater så tilrådes det at bevæbne sig med en nørds tålmodighed og lyst til at grave i detaljer. For der findes få bands der har så mange udgivelser på samvittigheden som Dream Theater. Ikke kun i form af studiealbums, men med alt fra officielle liveplader, bootlegs og særlige fanklub udgivelser, singler og koncertvideoer er der mere end nok at holde styr på. Dream Theater er bandet de fleste aldrig har hørt om, men deres fans er 100% dedikerede. Musikalsk henter Dream Theater deres største inspiration fra de progressive rock-koryfæer fra 70’erne; Yes, King Crimson og Genesis blandet med mere ’moderne’ toner som fx Metallica og Iron Maiden. Ydermere nævnes Dream Theater ofte i sammenhæng med bla. Opeth og Porcupine Tree.

Sidst bandet gav lyd fra sig var med den roste Systematic Chaos fra 2007. Nu har Black Clouds & Silver Linings så premiere i drømmeteatret, og umiddelbart er det de velkendte kulisser som danner rammen om denne 75 minutter lange musikalske forestilling, eller opvisning, som man fristes til at sige. ”Wither” åbner pladen og er en iørefaldende men poppet ballade der sagtens kan få nye fans, men som alligevel ikke helt er repræsentativ for resten af pladen. Allerede på næste nummer ”The Shattered Fortress” bliver der skruet op for forstærkerne og leget med orientalsk klingende strygere i den effektive indledning. Absolut et af pladens stærkeste numre.

Det musikalske sprog besidder et usædvanligt højt lix-tal og handlingen er kompliceret og kræver høj grad af koncentration. At bandets musikere på deres respektive områder er virtuoser er basisviden for de fleste kendere og, at Dream Theater bruger lang tid til at nusse rundt i studiet og kæle for hver eneste knap er heller ikke en fremmed kendsgerning. Produktionen er usædvanlig flot og vellydende, men desværre ligeså poleret og nærmest steril. Numrene er lange og spækket med indtryk men præges også af flotte, langstrakte passager som virkelig fænger som på fx ”The Count of Tuscany”, men i længden bliver de komplekse skalaer og temposkift helt enkelt for meget. Jeg savner lidt skidt og bakterier, noget der kunne skabe liv og sjæl over den lidt for perfekte symfoniske struktur.

Selvom Dream Theater kan prale af nogle af de mest avancerede talenter; især trommeslageren Mike Portnoy og guitaristen John Petrucci så er bandets svageste led stadigvæk sangeren James LaBrie. Hans ærkeamerikanske, middle-of-the-road 80’er fraseringer og radiovenlige stemme har, efter min mening, aldrig passet til Dream Theaters udfordrende og indstuderede musik. Værst lyder han på den sukkersøde ”A Rite of Passage”.

Det er en ordentlig omgang at komme igennem Black Clouds & Silver Linings. Jeg kan ikke lade være med at citere den uvidende Kejser Joseph II i filmen Amadeus, der efter at have hørt en af Mozarts symfonier siger: “Your work is ingenious. It’s quality work. But there are simply too many notes, that’s all. Just cut a few and it will be perfect.” Men når kejseren har talt, må det trods et omfattende pensum siges, at Black Clouds & Silver Linings byder på så store musikalske udfordringer, at den uden tvivl vil tiltale gruppens indædte fans.

Dream Theater headliner Progressive Nation Tour sammen med Opeth, Bigelf og Unexpect i KB Hallen d. 27 September 2009.

Tags from the story

Skriv et svar