Dreamend: So I Ate Myself, Bite By Bite

Kølig distance trumfer melodisk substans

Amerikanske Dreamend er – navnet til trods – et band som er optagede af drømmende, udefinerbare stemninger. En drilsk lille samling musikere som udøver Ole Lukøje toner over dit sind. Ikke som en støvet og slæbende Massive Attack triphop eller et kolbøtteskørt og døsigt Flaming Lips univers. Snarere som en sværmerisk og lidt svært håndgribelig Mercury Rev.

Banjo er den helt store stjerne på So I Ate Myself, Bite by Bite og den indgår sammen med xylofon med mere ordinære rockinstrumenter på albummet, mens vokalerne ligger nynnende og fjernt i mixet.

Efter den drømmende, men alt for lange start tager ”Pink Cloud in The Woods” lytteren med på en morgentur i skoven med knitrende småkravl og dryppende blade, mødes man af ”Where You Belong”´s ekstatiske fløjten, militante trommehvirvler og den allestedsnærværende banjo, som binder en ramme i endnu et drømmende og luftigt nummer.

Også ”Magnesium Light” domineres af banjofiddlen, dyb dub-bas og svævende vokaler, mens den umiddelbare melodi desværre udebliver.

Det er i det hele taget et ærgerligt grundvilkår for So I Ate Myself, Bite By Bite, at der simpelthen er for langt ind til melodiernes skelet og fundament og man kunne ønske sig en større melodisk gennemsigtighed.

De enkelte numre har bestemt atmosfære og spændende og skæve arrangementer, men der mangler en egentlig visibel retning og en højere grad af træfsikkerhed, hvis projektet for alvor skal gøre indtryk.

Det hele føles en smule påtaget og arty-farty i sit bevidst småsære udtryk. Primus motor Ryan Graveface har endvidere sit gænge i det eksperimenterende og mærkelige elektroniske band Black Moth Super Rainbow, ejer og styrer Graveface Records, som gør sig i skæve indierock bands og jeg sidder med en fornemmelse af en stræben efter en positionering på indie-parnasset, som ikke holder vand. Alligevel var jeg hooked fra start og havde lyst til at grave dybere og undersøge sangene nærmere, men det gav ikke rigtig pote selv efter gentagende lyt. For der er noget henslængt, køligt og distanceret over Dreamend. Som om de ikke for alvor ønsker, at invitere os indenfor i deres musikalske tanker.

Musik skal bestemt ikke være nem og ligetil for at have sin berettigelse, men det synes som om, at Dreamend spiller lidt for meget for galleriet, uden helt at have styr på udtrykket, den gode melodi og en integreret identitet.

Nogle steder rammer Chicagobandet dog plet. Eksempelvis på den finurlige og knasende lille instrumental vignet ”Interlude”. Den transparent smukke ”Repent”, som glider over i ”A Thought”, der lyder som en sød indiepop pendant til Woven Hand med ærkeamerikanske banjolicks og brusende keyboardhvælvinger i baggrunden, som mod slut stiger i intensitet og volumen.
Det gør sig også gældende på den ti min. lange katarsisforløsende og kradsbørstige albumlukker ”An Admission”, som bestemt også er fuldt ud værdig til repeat.

Skriv et svar