Dreissk: The Finding

Foruroligende støj fra en sælsom krypt

Bag det besynderlige navn Dreissk befinder sig amerikaneren Kevin Patzelt, som først de senere år er begyndt at få så meget fast form på sine musikalske kompositioner, at de nu har fundet vej ud til et større publikum via n5MD. Der bliver ikke leflet for det publikumsvenlige og det letfordøjelige i Patzelts blidt støjende ambient, krydret med adskillige lag IDM og indadvendte passager, men musikken skaber uro i sindet på både skæbnesvanger og dragende vis.

Skæringerne tager solidt afsæt i en blanding af ambient gaze, insisterende perkussion, indvævede guitarmønstre, der skaber emotionelle resonanser i et sært, lukket rum. Der er masser på færde hos Patzelt, og han er eminent dygtig til at holde paletten sikkert i hånden, så der ikke er nogen af ingredienserne der kammer over og skaber ubalance. Faktisk er der en utrolig helstøbt stemning på albummets ni skæringer, der fletter sig ind i hinanden og udgør et organisk hele, samtidig med at de er præcise punktnedslag i en kunstners kreative proces.

Dreissk vil finde sit publikum blandt lyttere af mere avanceret ambient, der vil langt mere end bare behage og føre hen. Der er derimod en stålskarp kantethed i Patzelts måde at skabe støj og stilhed på. Det er ikke musik til en gyserfilm, men man bliver uvilkårligt foruroliget og vagtsom af at lytte til Dreissk. Det er, som om det hele er lige ved at eksplodere lige op i fjæset på lytteren – uden at det nogensinde tager det sidste afgørende skridt ud i destruktionen.

Bliver man så forløst? Ja, det gør man, for det er også, som om der foregår en renselsesproces, mens man fordyber sig i det elektroniske landskab. En katarsis, hvor tanker, følelser og forudanelser mødes i et mystisk og mytisk rum.

Tags from the story

Skriv et svar