Dúné: Enter Metropolis

cover-dune-entermetropolis-2009-300x300

Få nye takter ender med Been There – Done That

Danske Dúné har smidt efterfølgeren til deres debut We Are In There You Are Out Here på gaden. To år er gået siden bandet electrorockede sig ind i primært det yngre segments bevidsthed.

Enter Metropolis skal så vise om succesen fortsat kan bære og om formlen er status quo eller der er kommet nye farver på lydtapetet. Septetten lægger fremragende fra start med den nærmest progrockede symfoni ”Time to Leave”. Et Månebase Alpha keyboardintro katapulterer ind i et rocket mellemstykke med et überfedt guitarriff, for så at returnere til outer space. Det nummer løfter sig fra den meget stramme skabelon debuten forfulgte grænsende til det rigide. Et fantastisk nummer som virkelig gør indtryk og som viser et band, som på trods af en ung alder, fuldstændigt suverænt behersker deres virkemidler. Det  er lyden af perfektion og man sidder med store forventninger til det som følger. ”Heat” fortsætter uden et nanosekunds pusterum, stramt og effektfuldt og det er ind til benet uden bullshit. Et nummer som ligger i flot forlængelse af den lange, spacede og udsvævende åbning.

Mens man stadig smiler og er spændt på, hvor man nu skal føres hen, begynder Dúné, så pokkers ærgerligt, at lyde som de altid har gjort. Nummer efter nummer, hvor mange såmænd kunne udgøre singler og som alle holder en ret høj kvalitet, men som alligevel bliver trivielle at lytte til. Formlen og det skematiske præg bliver for enslydende og denne anmelder falder i staver, mens pladen skrider fremad.

Én undtagelse er ”Please Bring Me Back”, som er en pompøs og stormfuld ballade komplet med synthstrings og gedigne guitarflader. Her er der skruet lidt ned for tempoet og den let tilbagelænede lyd, klæder bandets ellers noget ‘dampede’ og ungdomsvirile udfoldelser. Ellers er det dejligt synthpoppede ”Let Go Of Your Love” også en kærkommen lejlighed til at kigge sig tilbage over skulderen og genopleve 80’erne når de var bedst. Et i positiv forstand sukkersødt nummer med et skamløst iørefaldende keyboard input, som vil sidde lige i skabet hos nyromantikeren.

Mattias Kolstrups high pitchede vokal lyder stadig som en lettere overstadig Robert Smith eller den hjemlige scenes Troels Abrahamsen og om det er et cadeau eller et irritationsmoment, må blive en smagssag. Personligt synes jeg, at det er glimrende, selvom det i længden kan blive lidt enerverende at høre på. Det stiller i hvert fald krav til en variation i melodimaterialet, som Dúnè ikke helt kan indfri og det er synd, for der er masser af potentiale i det unge band. Kredit skal de dog have for at være et ualmindeligt tændt band, som ikke synes at være tynget af hverken Jantelov eller manglende selvtillid.

Enter Metropolis er bestemt ikke noget dårligt album, men man sidder med en for stor smag af déjà vu i forhold til forgængeren og en større variationsbredde ville løfte de ellers dygtigt orkestrerede numre. Det er bestemt ikke den musikalske udførelse der fejler noget, og flere tiltag i ovennævnte numres retning, kunne ende med et tredje udspil som rammer bulls eye.

Tags from the story

Skriv et svar