Ed Harcourt: The Beautiful Lie

Det uforløste talent forbliver uforløst

I en tid hvor det er folk som James Blunt, der står som de kommercielle frontløbere i den tidligere så stolte britiske singersongwriter-tradition, er det dejligt når en af de mere ambitiøse originaler inden for genren udgiver et album. Den yderst aktive Ed Harcourt er med The Beautiful Lie klar med sit sjette album på lige så mange år.

Efter undertegnedes, mening er det gået ned af bakke for Ed Harcourt siden udgivelsen af Here Be Monsters helt tilbage i 2001. Derfor var forventningerne til Harcourts nyeste udspil heller ikke voldsomt høje. Albummet overrasker dog positivt med flere gode numre, hvoraf det første også er albummets første. Åbningsnummeret, ”Whirlwind In D Minor”, præges af Harcourts flotte falset, der fører os over i omkvædet, der ganske typisk for Harcourt lyder: ”Will you love me when I’m old? I’m still hoping I can get that far”. Albummets andet nummer er den makabre og surrealistiske single ”Visit From a Dead Dog”, der sov for enden af sengen sidste nat. Pianoet fører an på næsten Ben Folds-manér i det der viser sig at være et jazzet uptempo popsang. Hvad den døde hund så end symboliserer, så er sangens melodi holdt i et muntert leje med en fin lille trompetsolo placeret midt i nummeret.

The Beautiful Lie er det mest pompøse album, der er kommet fra Ed Harcourts hånd til dato, og selvom der nok er flere forskelle end ligheder, flyver tankerne jævnligt hen på en kunstner som Rufus Wainwright. Særligt på albummets dårligste numre, hvor Harcourt vil mere end han kan få til at fungere, og albummet ville bestemt ikke tabe noget ved at være på 10 numre i stedet for de 14 det indeholder. Tværtimod.

Med The Beautiful Lie er Ed Harcourt tilbage på sporet, men han mangler stadig at vise hvorfor han i sin tid blev betragtet som en af de klarest lysende stjerner.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar