Ed Sheeran: +

Den røde komet er over os

En komet. Begrebet bruges jævnligt om nye stjerneskud på musikhimlen. Ofte lyser de kun kortvarigt, mens de andre gange stormer videre og vokser sig store og stærke. Den 21-årige debuterende brite Ed Sheeran er blevet kaldt netop en komet – et lysende talent. Hans debut, +, udkom i England i september sidste år. Den indtog hurtigt førstepladsen på albumhitlisten i UK, og siden er han fløjet videre hen over Europa. Nu har Danmark fået øjnene og ørerne op, og det har udover debutalbummets udgivelse medført en koncert d. 4. marts, som grundet stor popularitet er flyttet fra Lille Vega til Store Vega.

Hvad kan han så, den unge rødhårede englænder? På sin debutplade beviser han, at han både er en glimrende sanger, sangskriver og guitarist. Umiddelbart er han endnu en singer/songwriter i rækken, hvilket giver sig til udtryk i albummets første singler ”The A Team” og ”Lego House”. Men kaster man sig over hele albummet, bliver man overrasket over, de mange sider Sheeran har. Tempoet bliver sat op, og melodien bliver underlagt et friskt beat på ”Grade 8”, mens hans både på ”Drunk” og ”You Need Me, I Don’t Need You” er lidt kæk og ligger et sted mellem at synge meget hurtigt og at speed-rappe. De mange finurlige input i hans musik hænger formentlig sammen med hans tidligere samarbejde med navne fra den engelske grime-scene. De catchy beats og både guitar og bas lægger Sheeran selv ind lag på lag med sin loop-pedal, hvilket på livescenen plejer at vække stor opsigt.

Trods sin relativt unge alder har Sheeran noget på hjerte i sine tekster. Uden at slå for store brød op, tager han udgangspunkt i sit eget liv, hvilket holder sangene nede på jorden, hvilket flere steder gør dem både vedkommende og interessante. Det går fra at være sjovt på ”Drunk” til at være meget trist på ”Small Bump”. Vokalt udfordrer han sig selv og lytteren, når han varierer mellem let pop, varm soul og endda den mere flabede ”rap”.

Med ”Give Me Love” lukker Sheeran albummet, og jeg er ikke i tvivl om, at Danmark nok skal kaste sin kærlighed over den unge englænder. Ed Sheeran har fat i den lange ende. Han er svær at genrebestemme, som både kan være forvirrende, men som også gør ham til et spændende nyt bekendtskab. At det i store træk virker kækt og legende holder fint på en debut, men i længden kan lidt dybde og kant være nødvendigt, hvis kometen skal fortsætte med at lyse.

Tags from the story