Eels: Blinking lights and Other Revelations

Enmandshæren bag Eels, multitalentet E, er tilbage med et nyt dobbeltalbum. Denne gang med lidt hjælp fra bl.a. prominente navne som Tom Waits, Peter Buck (REM) og John Sebastian (The Lovin´ Spoonful).

Eels har siden gennembrudsalbummet Beautiful Freak formået at udgive en række kritikerroste albums, og selv den hårde opgave at kreere et dobbeltalbum, som holder hele vejen igennem, klares til noget nær perfektion. For nok er sangene ujævne i både udsagn, tempo og umiddelbar kvalitet, men dog indgår de alle i et hele, og fortjener egentlig ikke at hives ud af sammenhængen. Derfor er det også umiddelbart svært at pege på singlemateriale, som repræsentativt for Eels’ nye album, da det mere er albummet som helhed, der trækker de store roser.

Albummet Blinking Lights veksler mellem weltschmertz og eufori, hvilket på den ene side gør albummet til en ujævn oplevelse, men på den anden side også repræsenterer forskellighederne i livet – for der er trods alt ikke mange mennesker, hvis liv minder om et 14-tracks partyalbum! Efterhånden har E da også fundet de gladere sider af livet, men stadig kredser sangene om livets ulidelige smerte og nederlag, som i nummeret The Other Shoe : ”and soon they’ll wake up/ to the stink of life passing them by/ wake up and smell the stink of their lives”. Ikke umiddelbart en tekst der hylder livet, men der er konstant en undertone af ironi i teksterne og såmænd også i musikken, som hele tiden har en smule kant. Og en umiddelbart positiv sang som Hey Man (Now You’re Really Livin´) som er up-tempo og fuld af energi og glæde, handler samtidig om hvor grueligt meget man skal gå igennem, men hey, så ved man da at man lever… (Denne sang er i øvrigt også første single-udspil).

Samtidig er der også de smukke og positive numre, som handler om både kærlighed ( My Sweet Li´l Thing ), og om at beholde optimismen, lige meget hvad der er sket, og se frem til endnu en dag: ”I had some regrets/ but if I had to do it all again/ well, it’s something I’d like to do”. Denne dobbelthed er vel også hvad man kan forvente af sønnen af den mand, der opfandt teorien om paralleluniverser…

Numrenes udformning veksler ligesom tekstindholdet hele albummet igennem, lige fra up-tempo livestemning og det fantastiske omkvæd ”everyone is going fetal” til den afdæmpede og meget smukke Last Time We Spoke . Og både i tone og i den kreative valg af instrumentering minder albummet faktisk lidt om Magnetic Fields’ univers, dog med mindre mærkværdige og mere alvorlige tekster.

Måske også på grund af dens længde (33 numre) er dette en plade, som man skal give lidt tid inden den helt synker ind. Men når man tager sig tid til det, venter et fantastisk album forude. Så følg Eels’ opfordring: ”Please make room in your home and treat BLINKING LIGHTS like the friend it wants to be”. Og indtil da kan vi kun glæde os til koncerten i Vega 9. juni, hvor bandet vil være akkompagneret af et strygerensemble – det kan kun blive godt!

Tags from the story

Skriv et svar