Eels: End Times

cover-eels-endtimes-2010-300x300

Store følelser og enorme melodier

Mark Oliver Everett. En særling med stor rutine og med mange albums på bagen i sit en-mands-styrede orkester Eels. Og på End Times har han ovenikøbet selv lagt krop til alle albummets instrumenter og alt dets indhold.  Det ender i et personligt og aldeles vellykket resultat med langt større intimitet og varme, end det var tilfældet på sidste års skramlede, men ligeledes vellykkede, Hombre Lobo. Til tider kommer de skramlede retro-takter også frem på End Times, men det er undtagelsen mere end reglen.

End Times åbner med ”The Beginning”, der fint sætter resten af albummet i scene. En nydelig sang med akustisk guitar og afdæmpet stemning. På ”Gone Man” svares igen med tempofuld rock’n’roll med hammondunderlægning og cool blues-feeling. En lovende start, der dog ikke vælter mig omkuld. Det gør tilgengæld den stribe på seks numre i særklasse.

”In My Younger Days” kredser om kærlighed, afsavn og anti-had. Den er smerteligt intim, nærværende og Everett giver alt af sig selv. Ærligheden og nærværet fortsætter på den folk-inspirerede, nedbarberede og fornemme ”Mansion of Los Feliz”, inden klaveret bliver kørt i stilling på ”A Line In The Dirt”, der har en fantastisk melodi, enorm tilstedeværelse og en skæv og sørgmunter tekst. Nummeret fremføres ganske formidabelt af en Mark Oliver Everett, der går lige i hjertet på sin lytter. Det følsomme og intime fortsætter på titelnummeret ”End Times”, der igen er smerteligt følsom og let skramlet i al sin ynde – med afdæmpet el-guitar bag nedtonet vokal.

Efter denne afdæmpede og følsomme periode, bliver der igen rumsteret med volumen-knappen, når ”Paradise Blues” skramler derudaf på den fedeste måde. Hammondorglet giver minder om Doors, mens resten af nummeret rummer mange andre fine inspirationer fra 60’erne. Herefter varierer Everett mellem det skramlede og det følsomme – først med den smukke lejrbåls- og mundharmonikaagtige ”Nowadays”, herefter med den pumpende skramlende og ikke helt vellykkede ”Unhinged”.

Albummet slutter med endnu tre fantastiske numre. ”I Need a Mother” er tilbage bag klaveret og med masser af rumklang på vokalen. ”Little Bird” er folk-agtig, tænksom og sørgmunter på den folk-agtige måde, mens albummet rundes af i klassisk stil med den het store finale. Den store afsluttede og aldeles gennemførte ”On My Feet” med sin smukke melodi, tekst og fremførelse. Seks minutters afslutning, hvor det hele går op i en højere enhed.

Jeg er fuld af begejstring over dette album. Eels startede karrieren med stærke albums, havde en lille down-periode undervejs, men har med sidste års Hombre Lobo og dette års End Times vist klassen. Jeg syntes, at Hombre Lobo var en kende for skramlet – andre vil nok mene, at End Times er lidt for afdæmpet og rolig. Skulle masserne have været pleaset to gange, skulle de to albums have været sat anderledes sammen.

I stedet har Eels begået to albums, der er mere specificerede indenfor deres afarter af Eels-spektret, og det giver nok færre – men mere begejstrede – lyttere til hvert album. Jeg er fuld af lovord om End Times, som ikke kan anbefales varmt nok.

Tags from the story

Skriv et svar