Eels: Tomorrow Morning

Med Tomorrow Morning afslutter Eels den trilogi, der blev indledt sidste år med Hombre Lobo og fulgt op i foråret med End Times. Sammenhængen mellem de tre albums er på samme tid glasklar og relativt utydelig, men generelt er det, at Tomorrow Morning ikke har den samme fængende kontinuitet som End Times, og i stedet byder på et væld af overgearede indfald, der lykkes i meget varieret grad.

Alt afhænger naturligvis af ørerne der lytter, øjnene der ser, og tankerne der ræser omkring, mens fokus er rettet mod højttaleren. Ledsaget af et præsentationsmateriale så tykt som en bog med masser af forklaringer, begrundelser og guidelines til at forstå denne Eels-trilogi, er anmeldereksemplarerne sendt afsted til os, der skal give et par ord med på vejen.

Personligt er jeg ikke tilhænger af at kunst (her musik) skal forstås ud fra et sæt givne retningslinjer. Det skal være den impulsive forståelse, der påvirker nydelsescentrene i hjernen. Således er denne anmeldelse skrevet med et sådant udgangspunkt, og ud fra det perspektiv har Tomorrow Morning et stykke vej til at tangere det skyhøje niveau fra End Times og det næsten ligeså fremragende Hombre Lobo.

Melodisk er sangene kun sjældent af samme skarpe karakter, som på trilogiens to første albums. Vokalforvrængerne og de skævt skurrende guitarer, som har en vis plads på Hombre Lobo, og som også med jævne mellemrum trækkes frem på End Times, tager til tider alt for voldsom overhånd på Tomorrow Morning, der ofte virker lidt for overgearet og sprælskt.

Den enormt dragende personlighed, der kendetegnede End Times er svær at få øje på. Sammenhængen i trilogien, hvor Hombre Lobo er kærlighedsforholdet i krise, End Times er afslutningen på forholdet – og Tomorrow Morning er den nye begyndelse, begrunder naturligvis udmærket dette skift i nærhed og overgearethed. Men det ændrer ikke som sådan på, at udfaldet er skuffende.

Eels varierer mellem de ambitiøst storladne numre, som ”I’m A Hummingbird” med strygere og stor opbygning – og de skitseagtigt og ufærdigt lydende skramlede numre, som ledsages af koldt klingende maskintrommer. Overgearetheden eksploderer på ”Baby Loves Me”, mens den seks minutter lange ”This Is Where It Gets Good” har maskintrommerne så langt fremme i lydbilledet, at det fylder ganske voldsomt.

Der findes også fremragende numre på Tomorrow Morning. “Spectacular Girl” lader intet tilbage at ønske, og der er tale om en klassisk Eels-sang med nærvær og glimrende melodi. ”What I Have To Offer” er også i den mere velkendte Eels-lyd med styrende akkorder fra en rent klingende elguitar, mens humøret og ironien sætter solidt aftryk på den finurlige ”I Like The Way This Is Going”.

I den sprælske og overgearede afdeling er særligt ”Looking Up” en forrygende omgang trampende, beskidt blues-rock, mens den superambitiøse afslutter ”Mystery Of Life” runder albummet af på en ganske sigende og præcis måde. Fyldt med afbrydelser, opbrud, skiftende stemninger, lydbilleder, pludselige indfald og skøre idéer der lægger sig side om side i et omfang, der er svært at rumme.

Mark Oliver Everett er en usædvanlig kunstner, der er ligeså uforudsigelig, som han er produktiv. Jeg elsker Eels, og jeg er vanvittig med det meste af det omfattende bagkatalog. Åbenbart er Everett blot bedst til at ramme min smag, når hele hans verden er ved at bryde sammen. Således har han det alt for godt til at begå et nyt mesterværk. Jeg under ham at være glad og lykkelig – men det giver altså et skuffende resultat på Tomorrow Morning.

Tags from the story

Skriv et svar