EF: Mourning Golden Morning

ef-mourninggoldenmorning-2010-300x300

Intet nyt under postrockens sol

Den svenske Göteborgtrio EF opererer med stemninger på Mourning Golden Morning. Stemninger der som oftest tager udgangspunkt i det sørgmodige og melankolien, men som bestemt også søger skønheden i sorgen. Selvom bandet forsøger at gøre sig fri af postrockens lænker, med bekendtgørelser om at være dødtrætte af den typiske repetative postrock idé med opbygning, mere opbygning, eksplosion og kaskader af guitar, men i stedet vil skabe noget nyt, anderledes og mere interessant, står der altså stadig ganske traditionel postrock printet på hele albummet. Eneste genrebrud i sigte må være, at hvor den traditionelle postrock, som oftest er instrumental, benytter EF vokal, men dét i så minimal grad, at det ikke gør synderligt væsen af sig.

EF´s skønhedssøgende toner ånder af nordisk melankoli og udelader i starten af Mourning Golden Morning de bragende crescendoer og bevæger sig i stedet luftigt rundt, som svævede de i selskab med Sigur Ros, mens blæsere og celloer løfter lydbilledet til sakrale og sanseberigende stemninger. Som albummet skrider frem, kan svenskerne dog ikke sige sig helt fri for indimellem at lande i den postrockede trædemølle og man keder sig lidt, mens man gentagende oversvømmes af referencer til den genres gamle helte. Lidt Godspeed You Black Emperor! her, lidt Mogwai der, uden at EF kan siges at være på højde med de bands.

”Escapade # 1” og ”Sons Of Ghosts” er lette og elegante numre, som er underskønne men også lidt ferske i længden. Der kommer mere pondus på ”K – 141 KYPCK” som starter med crescendostormen og bruger resten af nummeret på de refleksive efterdønninger. EF kan dog ikke holde guitarerne ind til kroppen, for mod slutningen raser bandet på ny, mens de dominerende marchtrommer leder tankerne hen imod amerikanske Explosions In The Sky.

På ”Longing For Colors” tilstøder Rebecka Maria Wählgren og supplerer tonerne med feminin vokal, som på smuk vis duellerer med Tomas Torsson´s og Daniel Öhman´s lyse og sagte stemmer og heliumsfyldte Mew reminiscenser vækkes til live i mine ører. Der er på trods af titlens længsel efter farver, masser af kolorit og farvede stemninger på de ni minutter ”Longing For Colors” udgør.

”401 Lwa” er et eklatant eksempel på det, som Mogwai og japanske Mono har bedrevet i henholdsvis 15 og 10 år nu, men har desværre ikke de to bands, hverken overjordiske skønhed eller sammenbidte og tænderskærende brutalitet.

Det 12 minutter lange afslutningsnummer ”Alp Lugens And Beyond” er simpelthen for stillestående og hviler for blindt på troen på det effektive og monumentale guitardrøn, der afrunder nummeret.

Overordnet set havner EF, på trods af intentionerne om det modsatte, med at præsentere et album som er vældig oldschool postrock, med lag på lag opbygninger – stille, støj, stille, crescendo, og lange forløb som man ved må forløses i det traditionelle brag. Passager som ikke i sig selv er interessante nok, men som udelukkende funderes i et forpligtende samspil med postrockens evige søgen hen imod og forelskelse i katarsis-knaldet. Spørgsmålet er om der er behov for endnu en kopi af et band som eksempelvis Mogwai, som i forvejen selv kæmper en kamp for fortsat berettigelse.

If it aint broke don´t fix it, så er man glad for alle ovenstående referencer og genrekonform postrock af den gamle skole, vil Mourning Golden Morning være et fint supplement til samlingen, for EF kan deres metier til fingerspidserne.

Skriv et svar