Modnet svensk singer/songwriter

Allerede da Elin Ruth Sigvardsson som 21-årig debuterede havde hun en vis modenhed og en mærkbar personlighed i sit udtryk. I de seneste syv år har hun ikke desto mindre fået nuanceret udtrykket gevaldigt, og tør nu udfordre sig selv med nye sider af sin klassiske tilgang til singer/songwriter, når hun med Cookatoo Friends lader store flower-power-kor smelte sammen med fintfølte duetter, afdæmpede hymner, soul-agtige popsange og country-inspirerede krinkelkroge.

På ”Bang” åbner den svenske sangerinde med en 70’er-agtig soul med fængende melodi, fint arrangement, og selvom det er soulpop af den helt gamle skuffe, så er der masser af kant i vokalen og udtrykket. Det bliver lidt mere alternativt på ”Dead Man Walking”, der dog stadig suppleres af et 70’er-inspireret kor, mens balladen ”Is It Over” har et spøjst og anderledes udtryk med sit sjovt stikkende klaver.

Der er plads til et par duetter undervejs, og disse er vidt forskellige. ”Love” er den meget udadvendte duet med Lars Eriksson, og her er der masser af udtryk og en klassisk tilgang til det soul-poppede. Ane Brun medvirker på ”F Off”, hvor vi til gengæld er i den helt afdæmpede fingerspillede guitarakustik med vokalharmonier, der er smukkere og har mere ynde, end nummerets titel antyder.

Af øvrige yderpunkter på albummet bør navnes ”Hymn About a Tree”, der er ganske tyst og stille, mens ”Don’t Be Suspicious” er mættet med masser af mystik. ”Shine A Light” har en ur-stemning af amerikansk western-knejpe, mens der er en utraditionel energi på ”Your Love Is Loaded”.

Albummets bedste nummer er nok ”Higher (Supermom)”, der er tilbage i den soulede popmusik – her i storladen balladeform med masser af udtryk og glimrende melodi. På den mere ambitiøse konto slutter Elin Ruth Sigvardsson af med ”1000 Hands”, der er en klaverbaseret sang, der understøttes af smuk cello, men det er som om, at nummeret ikke kommer til at fungere helt så stærkt som ønsket, og den gribende stemning undervejs varer ikke ved, når nummeret og albummet når sin ende.

Elin Ruth Sigvardsson slog hurtigt sit navn fast som en interessant kunstner at holde øje med. I de seneste år har hun afsøgt sig selv og sine kunstneriske retninger, og hun har fundet et interessant bud på, hvordan hun kan lyde, på dette album. Udtryk og vokal egner sig glimrende til den soul-prægede genre, men det bliver også en smule for bredt i sin sammensætning. Ikke desto mindre leverer Sigvardsson et popalbum med en sjældent hørt alsidighed og en fin dybde, som er værd at anbefale.