Eloa Vadaath: A Bare Reminiscence Of Infected Wonderlands

Italiensk for begyndere

Eloa Vadaath er ét af de 72 gudenavne i den hebræiske Quabalah. Det betyder: Den som ved og ser alting. Jeg ved ikke om det italienske band af samme navn, føler sig ophøjet til et sådant gudestadie, men ser og ved de alting, ville de måske have opdaget at deres debut A Bare Reminiscence Of Infected Wonderlands, kun holder halvvejs hjem.

Den italienske kvartet spiller metal indenfor genren deathmetal og progressive metal og deres debutalbum er såmænd hverken meget bedre eller ringere end så mange andre udøvere af genren, blot er den sine steder rigtig god og andre steder kedelig og melodiforladt. Albummet vil meget og gaber over mange instrumenter og indslag og det bliver desværre for meget af det gode indimellem. Havde bandet skåret ned på de mangfoldige virkemidler og hugget mere ind til benet i ny og næ, havde jeg været mere begejstret, for melodierne fejler langt hen ad vejen ingenting.

Efter det smukke stryger-indsvøbte Dead Can Dance agtige intronummer ”Coalesce: A Murmuring Plight Of Nephilims” lukker Eloa Vadaath på ”Coalesce Part 1: A Perverter Among The Kainites” op for sluserne med growl-vokal, dobbelt-pedalling på trommerne, slayer-lignende guitarriff- og soli, mens det hele supporteres af storladne synthflader – og kor. Med andre ord death-metal i den progressive ende af skalaen. Det kører fint og ad vant rute, men synes hørt tusinde gange før, inden der på ”64 A.D – Le Flambeau” justeres på stilen og Eloa Vadaath kaster sig ud i dødsmetal udsat for symfoniorkester ala Metallicas S&M album i samme pompøse og svulstige arrangement.

Så røres der på ny i retten på ”The Navidson Record”, som plaskes til med et væld af violiner og klaver, spillet med øjnene vendt dramatisk mod himlen som Muses Matt Bellamy iklædt metaloutfit og gothgevanter. Der køres på hele spektret på den episke palet hos bandet og musikerne kan utvivlsomt deres kram og kender deres gebet og som altid på sådanne udspil, er de respektive numre leveret som suiter, med lige dele vægt på skiftevis pompøs skønhed og vægtig brutalitet.

Der kan ikke sættes en finger på opfindsomhed, og teknisk kunnen og fornemmelse for grandiose og højdramatiske stemninger, der er som taget ud af en højlandsfilm med fokus på ære og mandsmod.

”Elysian Fields” kunne være portugisiske Moonspell iført broderlandets flag. Her suppleres guitarovertoner af iltre violiner, i en gotisk verden af spøgelser og andre gespenster. I øvrigt vækker de allestedsnærværende og indimellem irriterende dominerende violiner, mindelser om My Dying Bride i 90´erne uden at Eloa Vadaath helt har briternes gennemslagskraft og fornemme mørkromantiske storhed.

”The Temptation Chronicles” strygeryndefulde, men også voldsomt bombastiske intermezzo er simpelthen i overkanten og vidner om bandets hang til romantik, men det bliver for klodset og klægt i længden. ”What Are You Seeing On Your Fork?” lider af samme oversvulstige klavertemaer og højpastorale prædikelignende afbrud, af et ellers fint stykke melodød i prog-kappe. Den slags højpandede og selvhøjtidelige metal, nåede sit lavpunkt for 3 år siden, med Manowars eklatante, selvsvælgende og ufrivilligt komiske makværk Gods Of War.

På ”Towers Of Silence” forsøger Eloa Vadaath sig med Opeth finten, med vekselvirkning imellem de growlede og brutale sekvenser og de skønhedsstimulerende og tilbagelænede stykker, med rene og lyst svungne vokaler, uden at kunne matche svenskernes store talent og sans for det udtryk.

A Bare Reminiscence Of Infected Wonderlands er altså et gedigent og solidt album, som dog ikke tilføjer noget nyt til genren, men døden er som bekendt også ufravigelig og skal ikke genopfindes på ny, hvilket for så vidt også gælder den indimellem noget udpinte og på mange måder konservative og efterhånden gennemtærskede scene og genre.

Eloa Vadaath ligger dog desværre kun på første halvdel af A Bare Reminiscence Of Infected Wonderlands i den gode ende af spektret og formår her, at holde interessen fangen hos mig. Der er viljestyrke, smittende engagement, melodifornemmelse, fantasi og nuancerede valg hos de italienske dødninge. Hvor første del er lovende og god, går det herefter langsomt men støt ned ad bakke for italienerne, og man ender med en halvgod debut, som nok ender i glemslen og som stiller krav til Eloa Vadaath, hvis de skal gøre sig fortjent fremover, til en værdig plads i metal hierarkiet.

Skriv et svar