Emil Friis: The Road To Nashville

Pæn men ikke helt vedkommende treer

Den danske country/americana sanger og sangskriver Emil Friis er klar med sit tredje album, der under titlen The Road To Nashville følger op på en fremragende debut og en skuffende opfølger. Treeren fra Friis lægger sig midt imellem med habil sangskrivning og historiefortælling, men med knap så skarpe melodier og en vokal, der stadig fraseres på en unaturlig måde.

En af de store forcer ved Emil Friis’ debut var, at han gik til opgaven med en vis ydmyghed, der klædte de afklædte numre, som stod skarpt og ærligt med Friis som en broget med stærkt tilstedeværende vokalist. På opfølgeren var det som om, at Friis forsøgte at sætte mere power bag sig selv som sanger, og det gav ikke et positivt resultat. Efterveerne er stadig tydelige på den lettere bævende og overdrevendt fraserede vokal, der bliver trukket helt ud i ekstremerne på åbneren ”I Tried To Tell You Why”.

Heldigvis er der momenter undervejs, hvor Emil Friis lader både sig selv, sine sange og sine arrangementer stå i en mere skrabet og stemningsfuld tone, og hvor der bliver plads til at fange de fine elementer i sangene. Det gælder på ”Time Changes Everything”, ”Lions” og i særdeleshed på albummets bedste ”Birdy Blues”, omend der stadig er momenter, hvor vokaludtrykket bliver alt for anstrengt.

Der tilsættes mexi-prærie-trompettrutterier hist og her, og de er med til at give en ganske autentisk stemning i arrangementerne, og netop arrangementerne og samspillet i Friis’ band er noget af det bedste ved dette album.

Potentialet er rigtig højt, men det er som om, at Emil Friis klamrer sig til sit anstrengte vokale udtryk i frygt for, at han ikke trænger igennem som solist, hvis han ikke tvinger og vrider sin stemme rundt i gordiske knuder det ene øjeblik efter det andet. I mine ører er Emil Friis en fortræffelig vokalist, når han skærer al overflødigheden fra og fremstår som den hudløst ærlige historiefortæller. Det er også her, sangene får det stærkeste liv, og bandet leverer uforglemmelige stemningspassager, som på den nydelige afslutter ”These Two Hands”. Det er nydelige øjeblikke, men der findes alt for få af dem.

Tags from the story

Skriv et svar