End Of Your Garden: End Of Your Garden

Dette er et tidsdokument….

Dette er et tidsdokument står der på coveret til End Of Your Garden. Og det er så sandt som skrevet, for danske End Of Your Garden figurerede på den danske undergrundsscene fra 1980-82. De spillede med bands som Sods, Kliché, SW-80 og Cinema Noir. To af de bands er stadig aktuelle bud på vigtige og indflydelsesrige bands på og omkring den danske punkscene. Et væld af andre blev af gode grunde aldrig til noget som eftertiden finder værd at skrive om.

Hvorfor Tryghed og Tristesse vælger at samle og genudsende materiale med End Of Your Garden er mig en gåde.

Vidste man ikke bedre ville man nok lige tjekke datoen for udspillet en ekstra gang for det kan umuligt være udgivet i 2010. ligesindede og moderne varianter af genren som Interpol, Editors og White Lies er milevidt fra dette danske fortidsforsøg på et Joy Division. Kigger man ned over de otte sange springer en titel som ”Don´t Walk Away In Silence” direkte i øjnene på en ynder af netop Joy Division som undertegnede, for mangt en aften har jeg siddet med netop den sætning i ørerne når Curtis tryllebandt mig til anlægget med ”Atmosphere” for flere årtier siden. Endvidere er bandnavnet om omskrivning af en strofe fra Joy Divisions “Eternal”

Når man så direkte planker en udødelig sætning fra gudfædrene af det sortrandede årti, stiller det krav til kvaliteten. Og ja det er da også i den dur – eller mol om du vil – at End Of Your Garden bevæger sig rundt. Det stiller tre essentielle krav. Sangenes kvaliteter selvfølgelig, beherskelsen af desillusionerede stemninger og om vokalen kan gøre sig gældende med den rette patos, fylde og troværdighed. Desværre gør ingen af delene sig gældende for End Of Your Garden. Det mest positive man kan sige om bandet er deres kompromisløse tilgang til genren. Her er skåret til benet. Produktionen er holdt farveløs, iskold og til det strengt nødvendige og alt er holdt stramt og tøjlet til et absolut minimum. Cadeau for det. Men så hører rosen også op, for der absolut intet der begejstrer ellers. De to sangere er ganske enkelt håbløse og jeg har sjældent krummet tæer i en grad som her. Sangene vil ingenting og fører ingen steder hen. Instrumenteringen er ualmindelig ringe og det er mig uforståeligt, at man kan have den mindste tro på genudgivelse dette projekt.

Efter den fine lille åbningssang ”Celebration”, som bærer præg af dårlig produktion, men alligevel rammer en melankolsk åre af en vis værdighed med sørgmodige violiner, underspillet repeterende guitar og stive trommer, går det støt ned ad bakke mod det næsten ubærligt ringe. ”The Autumn” og i særdeleshed ”Knus Spejle Glade” er noget af det mest dilettantiske og decideret rædselsfulde jeg længe har hørt. Pinefuldt ringe vokaler som lægger nye alen til begrebet tonedøv og en melodiøsitet og en udførelse som efterlader en grædefærdig på den danske musikscenes vegne. Man tror ganske enkelt ikke sine egne ører mens det står på. Hvordan i himlens navn Tryghed og Tristesse vil lægge navn til dette horrorstudie i musikalsk tortureporn er mig ufatteligt.

Og så har jeg ikke engang nævnt de to afsluttende live numre!!

Tryghed og Tristesse har begivet sig ud i en halsløs gerning med udgivelsen af dette makværk af ufrivilligt komisk materiale fra de mørke startfirsere. Det må være ment som en meget dårlig joke, jeg kan i hvert fald ikke se lyttegrundlaget udover nørdede musikarkæologer eller familie og venner. Jeg selv var – og er – ekstremt glad for genren dengang såvel som nu, men End Of Your Gardens udspil er grænseløst pauvert, hjælpeløst støvet og frem for alt så ubehjælpsomt udført, at jeg ikke fatter en udgivelsesberettigelse.

I pressematerialet fortælles, at End Of Your Garden gjorde en dyd ud af at spille få koncerter dengang og kun optrådte når de havde nogle nye facetter at byde på. Måske de skulle have valgt en anden tilgangsvinkel og i stedet have spillet mere live. Som det fremstår her er der kun ét tilbage at sige: Do walk away in silence.

2 kommentarer

  • Hej P.L. Jeg anmelder albummet ud fra dens egne rammer, såvel som et billede af tiden, og her synes jeg begge dele er miserabelt. Jeg hørte en del bands fra den scene dengang – udover de nævnte bl.a. også Before og Scatterbrain og som du selv nævner Tristan T. Men de havde alle væsentligt mere at byde på end EOYG.

    Jeg har selv “Nørdet” rundt i musik i mere end tre årtier og elsker ildsjæle som vil granske fortiden for kvalitet og hilser derfor tidsdokumenter velkomne. Men jeg synes stadig, at EOYG hører til den gruppe bands fra det årti, som man burde have ladet gå i glemmebogen.

    Hvorfor ikke genudgive bands som afspejlede tiden OG samtidig havde noget musikalsk kvalitativt at tilbyde.

    Slutteligt er den ud fra et nutidigt perspektiv så håbløst ringe, at jeg ganske enkelt ikke har anmeldt noget der kommer bare tæt på denne ørebæ…….. det er nok derfor, jeg kommer til at “Skælde ud”

    Vh. Thomas

  • Du har sikkert ret i, at musikken ikke holder i dag. Sådan rigtigt. Men hvorfor ligefrem skælde selskabet ud for at sende pladen ud? Det er da super fint, at nogen har et så nørdet forhold til musikhistorien, at de orker at bruge kræfter på at sende gamle, glemte plader ud. Uanset om de plader er gode eller dårlige, tegner de billedet af en tid. Det er al ære værd, synes jeg. Så jeg må nok sige, at jeg synes, du anmelder på lidt forkerte præmisser. Ikke at jeg vil have dig til at elske musikken. Derudover synes jeg, at der mangler noget bonusinfo. Hvorfor ikke fortælle at to af musikerne senere gik videre i det – synes jeg – mere holdbare og originale Tristan T. Og at forsangeren Jan Laursen i mange år var radiovært på P3 og i øvrigt vistnok stadig ansat på Danmarks Radio.

Skriv et svar