Enthrope: Tomorrow’s Dead Days

Med melankoli i blodet

Et nyt band fra Finland holder fast i den dystre og særdeles melankolske stemning, som man kender fra andre metalnavne fra landet. De lyder dog ikke bemærkelsesværdigt som nogle af deres landsbrødre, og ej heller har de opfundet en ny tilgang til genren, men i dette tilfælde kan mindre nu også gøre det.

Enthrope har eksisteret i fire år, men først sidste år gik de i gang med at indspille deres debutalbum, Tomorrow’s Dead Days. Som titlen indikerer, er det ikke en optimistisk sindsstemning, der styrer bandet, og det angår musikken såvel som tekstuniverset. De lyriske elementer lader til at have hentet sin inspiration fra naturen, da flere af sangene omhandler månen, regn, skyer og mørke, hvilket i endnu højere grad får lytteren til at tænke på den nordiske natur, som bandet jo også må formodes at have en del kendskab til. Dette ses bl.a. på titler som ”Moon Chains Descent” og ”Dead Sun Fragment”, hvoraf sidstnævnte i øvrigt er et af albummets bedste numre med en tung rytme på den musiske side, og kvindelig gæstevokal, der er klar på en behagelig måde, uden at kamme over i et operalignende irritationsmoment. Og nu vi er ved vokalen, så forekommer den som growl på det meste af albummet, men der er dog også lidt ren vokal fra forsanger Miika Partonen på ”Moon Chains Descent”, hvor sammenspillet mellem renvokal og growl fungerer virkelig godt. Nummeret er desuden en interessant komposition, der kan minde en smule om svenske Opeths måde at opbygge et nummer på.

De melankolske, næsten sørgmodige, tendenser ses også på andre titler, som ”End It All”, hvor både titel og sangtekst leder tankerne hen på et andet finsk band, Swallow The Sun. Dog har Enthropes musik en noget hurtigere rytme, og en del mere aggressivitet end Swallow The Sun, og befinder sig også i en anden genre. Hvilken genre det så er, er lidt svært at fastslå. Bandet vil selv gerne spille mørk dødsmetal med atmosfæriske lyde, hvilket også lykkes på nogle numre, fx den fængende ”The Last Lunation”. På andre numre lyder de dog mere som en progressiv form for melodisk dødsmetal, og andre gange som noget helt tredje, men albummet igennem forstår de at holde fast i en bestemt stemning, der binder albummet rimelig godt sammen. Nogle numre er bestemt mere spændende end andre, men alt i alt er det en ganske imponerende debut Enthrope har begået fra de tusind mørke og melankolske søers land.

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.

Skriv et svar