Evemaster: III

Metal fra de tusinde søers dynd

At et band som Amorphis kan indtage førstepladsen på den finske albumhitliste vidner om, at finnerne er et metalglad folkefærd, og derfor kommer der selvsagt også meget metal derfra. God såvel som dårlig. Især excelleres der i den symfoniske og gotiske metal, som undertegnede dog går i en stor bue udenom, men når der kommer albums i den lidt hårdere ende af skalaen fra de tusinde søers dynd, så er det med at spidse ører. Og det er netop herfra Evemaster har hentet deres tredje album, der er mixet og mastereret af den svenske mastermind og favorit Dan Swanö, der er mest kendt fra banebrydende Edge of Sanity og Nightingale, der engang var et enmandsprojekt.

Stilen er melodisk dødsmetal som man kender det fra snart albumaktuelle Cradle of Filth og svenske bands som At the Gates og In Flames som Evemaster, der i øvrigt blev dannet helt tilbage 1996, tydeligvis er inspireret af. Der findes også referencer til et band som Carcass uden der dog på nogen måde går grindcore i den på III.

Desværre bliver musikken og vokalen for ensformig i længden. Mere melodisk variation ala den man finder på eksempelvis In Flames’ og Amorphis’ udspil ville klart være at foretrække. Dog stadig med den primære fokus lagt på dødsmetallen. På numrene ”New Age of Dawns” og den knap 11 minutter lange afslutter ”Absolution” bidrager Dan Swanö med lidt variation og 2:40 inde i ”New Age of Dawns” forvandles nummeret til noget, der kunne have været taget ud af Nightingales bagkatalog. Med storladne keyboardflader og sin karakteristiske vokal sætter Swanö sit tydelige præg på nummeret, der indtil da har bevæget sig stødt af sted i en fed rock n roll. Om Swanö’s indblanding er god eller dårlig kan jeg ikke helt beslutte mig for, men alligevel fremstår det som et af albummets bedste numre. Det samme gør ”Absolution”, men endnu engang er det mere melodien i de hårde passager end Dan Swanö’s mere afdæmpede indslag, der gør udslaget. Om Dan Swanö har haft en større finger med i spillet omkring opbygningen af netop de to numre ved jeg ikke, men der er et helt andet drive og en anderledes variation i dem end i albummets øvrige sange. Og netop derfor fremstår de som albummets bedste.

Evemaster er et erfarent band og Dan Swanö har muligvis taget alt for meget spalteplads, for bandet kan selvfølgelig godt skrive gode numre selv. Numrene er melodiske, ofte med guitarsoloer som af en type man ikke forbinder med bands af denne slags, men snarere med god 80er metal i stil med Iron Maiden eller måske endda Europe. Hen over soloerne kører der gerne nogle solide trommer eller en anden guitar, der gør, at man bestemt ikke er i tvivl om, at det alligevel ikke er NWOBHM eller hair metal man lytter til.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar