Faithless: The Dance

Den allersidste dans?

På Faithless’ nye album The Dance er det business as usual. Bandet har aldrig formået at holde interessen et helt album hjem, men har lukreret på to til tre superfede hits pr. udgivelse.

The Dance åbner ellers meget mod sædvane, i en forbløffende hastig stil på ”Not Going Home”. Her leveres tempo-housebeats i en gunstig og yderst dansabel stil, mens Maxi Jazz´ som altid småugidelige stemme, får rytmerne til at fremstå skæve i forhold til vokalen. Jazz spytter linier ud i omkvædet, der som vanligt følges op med masser af ekko. Der bygges som altid hos Faithless op imod det uimodståelige, smittende og særdeles effektive synth-attack to tredjedele henne i nummeret.

På ”Feel Me” bliver Blancmanges store startfirser hit, gjort til skamme. Det skulle bandet have holdt sig langt fra, for det udvandes på det groveste og er klasser under Blancmanges original fra 1982. Her bliver nummeret præcis ligeså flommet, som den flødebudding Blancmange er navn efter. En fuldstændigt misforstået og cheesy omskrivning af den engelske duos skarpe synthpop hit, fra dengang new romantics styrede musikscenen. Den mangler helt og holdent den kant og det svedige punch, originalen besad til perfektion. Den desperation der fløj ud af munden på Neil Arthur dengang, og som var netop det, der løftede Blancmange ud af den jævne synthsandkasse og op i en helt anden klasse dengang, er pist væk 27 år senere, og dét på trods af, at Faithless har fået Neil Arthur til at synge vokalen på ny.

”Crazy Bal´heads” er et middelmådigt reggaenummer, som måske nok er skrevet af Bob Marleys enke Rita Marley, men som er uden den saft og kraft og store rasta-charme, husbonden leverede så fint inden sin død. ”Comin Around” er et dancenummer, som begår den eklatante fejl, helt at skyde forbi ens motivation og lyst til at danse. At Temper Traps Dougy Mandagi står for det vokale arbejde, hjælper ikke et klap på, at det fremstår fadt og fersk og mangler Faithless’ fornemme karakteristika – den ultimative og jublende gode keyboard-crescendo.

Dét har ”Tweak Your Nipple” til gengæld, men det når alligevel ikke helt de tidligere klassiske Faithless højder. ”Flyin Hi” er endnu en genganger på et Faithless album, nemlig et stille sfærisk nummer med Maxi Jazz’ chokoladebløde og mørke reciterende vokal, mens naturens elementer pakket ind i ambiente flader, flyder fra bandets elektroniske univers. Det svæver uden overgang over i ”Love Is My Condition”, som domineres af den argentinske skuespiller og sanger Mia Maestros Enya-lignende stemme, i en alt for sukret og poleret omgang flødepop uden nogen substans eller engagement.

Dido har både skrevet og synger på  ”Feelin Good” og ”North Star”. Hvad man synes om hendes fløjsbløde stemme er jo en smagssag. Jeg havde gerne set et lidt mere modigt og interessant valg til de sange. ”Feelin Good” er ikke så ringe endda, indtil der mod enden går vel meget Safri Duo i Faithless for mine smagsløg, mens ”North Star” er lige så kedelig som opvarmet Jaka Bov på dåse.

”Sun To Me” har, udover Jazz’ pseudo-spirituelle statements, nogle habile housebeats og et ret fedt og magtfuldt trance-synth tema. Det er et dybt konservativt og vældigt kalkuleret nummer, med cost-benefit analysen blinkende i alle kanter, men det er eddermandme effektivt. Det er præcis det Faithless kan, når de er bedst og det som giver mig lyst til gentagende gange, at vende tilbage til bandets udgivelser.

Desværre bliver det kun til tre gode, nævneværdige numre i denne omgang for bandet. Og når man samtidig må sande, at ingen af dem når store gamle hits som ”Insomnia”, ”God Is A Dj” og ”We Come 1” til sokkeholderne, må The Dance karakteriseres som en skuffelse.

Måske har Faithless denne gang budt op til den allersidste dans. I hvert fald er der ikke meget der rykker i fodsålerne længere, eller pirrer ens musiske nysgerrighed.

Tags from the story
, , ,

Skriv et svar