Fargo: Don’t Go South

Linedance, midnight cowboys og en budd, tak

Jonas Hansen er manden bag det i danske sammenhænge originale ensemble Fargo, der med 11 sange placerer sig i spændingsfeltet mellem irriterende pjattecountry og habil storbyfolk.

Instrumenterne bliver håndteret med stort overskud og med masser af talent for at få tingene til at virke på overfladen. Jonas Hansen er også en ganske fin sanger med den rette docering af Kris Kristofferson og en tur på the highway en sen nattetime, hvor det kun er de tarvelige road cafées og de lige så tarvelige tøser, der befolker landskabet.

Ved første gennemlytning blev jeg ikke desto mindre umådelig irriteret over de første numres utvetydige fundering i det ærkeamerikanske country/rock/pop, hvor selv stemmen har en southern accent, fuldstændig som vi husker gode gamle Gitte Stalone efter 14 dage i United Bluff. Det kan være ganske svært at tage alvorligt, når man har udsigt til det danske fladland, og den nærmeste ko står adskillige kilometer herfra.

Halvvejs inde i albummet begynder der dog at ske ting og sager, som begynder at have noget retning og som efterhånden skaber en stemning af den sårbare storbyblues, som Jonas Hansen også behersker. Uden sammenligning i øvrigt er der fælles referencer med Bruce Springsteen og måske endda Eagles, selvom Jonas Hansen med Fargo forsøger at skabe deres egen personlige lyd.

Om det lykkes kan man diskutere, men har du hang til amerikansk glittet overflade med stænk af tilrøgede barer og en knivspids weltschmerz, ja, så kan det tænkes, at Fargo er lige noget for dig.

Tags from the story