Farven Fornem: DNA

Elektropop i Fornemme Farver

Farven Fornem er på samme tid mørk og lys, indadvendt og udtryksfuld. Den tager rigtig godt fat i dig allerede ved første møde. Den farve ville du gerne møde, tænker du, og det møde har du chancen for med albummet DNA af den debuterende danske gruppe Farven Fornem. Nok er det deres albumdebut, men kvartetten har eksisteret siden 2006 og har ligget og ulmet i undergrunden. Den undergrund er de nu på vej op fra, og på DNA må den store udfordring være ikke at komme op over overfladen for igen at drukne i ligegyldig farveløs dansk musik og straks gå i glemmebogen igen.

Jeg vil udløse spændingen med det samme, og afsløre at Farven Fornem ikke drukner. På DNA bevæger de sig ud af mørket, og har begået en imponerende debut. Genren er elektropop, som emmer af stemninger. Gruppen maler et lydbillede på en tung bund af bas og trommer/beats, hvor farverne for alvor bliver lagt af et poetisk tekstunivers og elektroniske synthflader. Der er et mørke og en poetisk eftertænksomhed hos Farven Fornem, som peger tilbage på 80erne, men der er samtidigt en lyd og produktion, som vidner om fire kompetente musikere, der er stilsikre, og har ambitioner og evner der så rigeligt også peger fremad. Genren i sig selv er set før, men Farven Fornem har pakket den ind i deres eget unikke univers. Det er skiftevis afdæmpet og pulserende – eftertænksomt og dramatisk.

Mørket i musikken bliver lagt af Jeppe Sievers’ stemme og ord. Hans indlevelsesevne i ord og musik er stor, og ordene går sammen med musikken op i en større enhed. Teksterne er ikke lange, men Sievers’ sangskrivning er ganske interessant, og når sætningerne gentages, går de rent ind. Det handler om kærlighed. Ærlige, dystre og nærmest dystopiske beskrivelser af den tomhed, smerte og fortvivlelse kærligheden ofte indebærer, men bestemt også det håb der altid ligger som lys i mørket. Det er intelligent og nærmest poetisk skrevet, og vigtigst af alt så er det tilgængeligt via sin ærlighed, og ved at ordene formentlig vil gå rigtig tæt på hos de fleste.

Ordene og følelserne fylder meget i Farven Fornems univers, og det understøttes på glimrende vis af musikken. Heldigvis hænger det hele sammen på DNA. Musikalsk fornemmer man inspiration tilbage i 80erne. Både Kliché/Lars H.U.G og Joy Division/Ian Curtis strejfede mine tanker. Den inspiration fornemmer man dog kun i vokalen og i stemningen. Musikken i sig selv holder også hele vejen igennem for Farven Fornem. Ser man bort fra poesien og stemningerne i teksterne, så ligger der tilbage ti sange der er fornemt opbygget. Det er melodisk, pulserende og enkelte steder afdæmpet og smyger sig elegant om Sievers’ vokal.

Jeg har bevidst undladt at fremhæve enkelte numre i min anmeldelse. De ti skæringer fremstår enkeltvis så stærkt, og med så stor gennemslagskraft, at man bliver grebet og revet med af ordene og stemningerne i musikken, hvilket ville fylde for meget til at gå i detaljer med. Det skal opleves. Med Farven Fornems DNA har vi at gøre med et stærkt alternativ til let tilgængelig popmusik. Et stilsikkert og interessant album, der står tilbage som den stærkeste danske debut i mange år.

Tags from the story