Fat Freddy’s Drop: Blackbird

cover-FatFreddysDrop-Blackbird-2013-300x300

Fat Freddy’s Drop flyver, men holder ikke deres normalt sikre kurs

New Zealandske Fat Freddy’s Drop fandt i 90’erne oprindeligt sammen som et jamband, men siden er de syv musikere blevet en mere fast konstellation, der med Blackbird nu har udgivet tre album siden 2005. At septetten fra downunder efterhånden har skabt sig et populært navn over det meste af verden, skyldes ikke mindst deres heftige tour-aktivitet og deres dertil hørende ganske seværdige liveshows, hvor FFD ikke er nærige med at udvide de i forvejen forholdsvis lange numre.

Fat Freddy’s Drop leger stadig med genrerne på Blackbird. Reggae, Soul og RnB dominerer lydbilledet, mens Chris Faiumu’s elektroniske elementer hele tiden sniger sig ind, hvilket er med til at give dem den lyd, som de er blevet så kendte for, og som de ynder at folde yderligere ud i deres liveshows. Joe Dukie’s soulstemme er blød som smør. I følge ham selv er han inspireret af Bill Withers (”Ain’t No Sunshine”), og han ville såmænd have passet glimrende ind i 70’ernes populære soulmusik. Men det langt mere interessant at høre hans stemme i Fat Freddy’s Drop’s univers, der netop leger med og fornyer genren.

Som altid ligger gennemsnitslængden på de ni skæringer på omkring syv minutter. Blackbird åbnes med det ni minutter lange titelnummer, hvilket for nye lyttere sikkert kan virke som en tung start, men åbneren er et glimrende eksempel på, hvordan FFD bygger deres numre op. I lange sekvenser er grundstammen en tilbagelænet og nærmest meditativ rytme, men de syv musikere har mange strenge at spille på, som f.eks. når en blæsersektion med både tuba, trombone, trompet og saxofon går ind og gør rytmerne varme – og til tider endda svedige. Lettest tilgængelig er musikken på de medrivende ”Clean the House” og ”Bones”, mens det andre steder på Blackbird kræver langt mere af lytteren at holde fast. På albummets tre sidste skæringer fylder dub- og electronica-elementerne for meget. Lyden og rytmen bliver nærmest trance-lignende og indbyder mere til at gå ind i sig selv, og her kommer FFD’s mange interessante og unikke sider ikke til sin ret.

Fat Freddy’s Drop er til tider tunge at danse med. Formentlig også at danse til. På den sidste tredjedel af Blackbird, giver de køb på mange af deres stærke sider, til fordel for eksperimenter som ikke helt lykkes. Men heldigvis viser FFD sig også fra deres stærkeste sider. Blackbird indeholder numre, som uden tvivl vil kunne sæt ethvert spillested i kog, hvilket formentlig også vil gælde, når de d. 8. oktober spiller for et udsolgt Store Vega.

Tags from the story