Fiona Apple: Extraordinary Machine

Fiona Apple er tilbage med manér

Efter en længere pause er den kontroversielle 28-årige amerikanske singer-songwriter Fiona Apple tilbage med sit første album i 6 år – og tredje i alt. Og hvilket et! Ventetiden har været det hele værd, og flere burde tage ved lære af den kære Fiona – selvom den lange ventetid ikke var helt selvvalgt. Oprindeligt skulle det have været produceren fra When the Pawn… (1999), Jon Brion, der skulle have produceret albummet, men materialet var for utilgængeligt for pladeselskabet og Fiona. Epic, der allerede havde puttet 800.000 $ i projektet, hyrede en ny producer – på Fiona Apples opfordring, da hun heller ikke var tilfreds med resultatet – og kasserede alle Jon Brion-numrene med undtagelse af titelnummeret ”Extreordinary Machine” og ”Waltz (Better Than Fine)”. Det er den primære årsag til de 6 lange år, hvor vi intet hørte fra Fiona.

Produceren, der blev valgt på bekostning af Jon Brion, er Mike Elizondo, der primært er kendt for at have produceret for Eminem og 50 Cent. Et måske kontroversielt, men alligevel fremragende, valg, og sangene er blevet lettere tilgængelige og knap så arty som det var tilfældet på When the Pawn…. Albummet er mere simpelt, og sangene er ikke pakket ind i helt så mange lag som tidligere.

Efter at Fiona Apple på albummets første sætning konstaterer at hun ”certainly haven’t been shopping for any new shoes”, er man som lytter på stikkerne både musikalsk og tekstmæssigt stort set resten af albummet. Det gør man også klogt i, for det er som om, at opmærksomhed og fordybelse virkeligt bliver belønnet med dette album.

Efter det forrygende åbningsnummer kommer det pulserende ”Get Him Back”, der bringer lidt flere instrumenter i spil, med pianoet som det centrale. Fiona Apple slår på Extraordinary Machine fast med syvtommersøm, at hun er en fremragende pianospiller. Tag fx ”Not About Love”, der lyder som Ben Folds i topform. De fleste af melodierne er rent faktisk bygget op omkring Fionas flotte pianospil. Ikke mindst albummets måske bedste nummer, ”O’ Sailor”, hvor Fiona Apple med sin dybe stemme synger: ”Everything good, I deem too good to be true / Everything else is just a bore”. Det er ikke ligefrem livsglæde, Fiona Apples bæger er ved at flyde over med – ej heller mismod, for man føler, at Fiona er stærk nok til at hun ikke behøver (eller ønsker) medlidenhed nogen steder fra. (Som en sidebemærkning skal det nævnes at en stor del af Extraordinary Machine er skrevet umiddelbart efter bruddet med Paul Thomas Anderson, forfatter og instruktør af Boogie Nights og Magnolia). Pianoet på ”O’ Sailor” minder i øvrigt utroligt meget om ”Shadowboxer” fra debuten Tide (1996).

Med Extraordinary Machine har Fiona Apple lavet sit hidtil bedste album… Et album, der rører langt mere end den gennemsnitlige singer-songwriter. Både musikken og teksterne vokser efter hver gennemlytning. Ja, for at yde albummet retfærdighed burde denne anmeldelse egentligt først være skrevet om et par måneder, når albummet har vokset sig færdigt.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar