Fleet Foxes: Helplessness Blues

Store forventninger uden forløsning

Forventningerne har været enorme til Fleet Foxes’ nye album, og flere udsættelser har ikke gjort forventninger og hunger efter nyt fra indie-folkgruppen mindre. Helplessness Blues er et stærkt og godt album, og det er måske ventet med lidt for store forventninger, for særligt fraværet af nye tanker og linjer hos Fleet Foxes giver en snert af skuffelse.

Det er værd at huske på, at det nye album blot er bandets andet, og derfor er forventningerne om nye retninger i det musikalske ståsted nok for tidlige. Debuten var blot så langtidsholdbar, at den synes at rumme mere end blot et enkelt album.

På titelnummeret “Helplessness Blues” veksler Fleet Foxes mellem den energiske og retrospektive folkrock og de mere højtsvungne arrangementer og harmonier. Førstnævnte falder absolut mest heldigt ud i mine ører, men man må ikke undervurdere den kunstneriske værdi af sidstnævnte.

Første single og titelnummer behøver sjældent være højdepunktet på et album, men det er tilfældet her, hvor harmonier, tempo, vilje og ambitioner løfter denne sang til et flot niveau, der følges op på den flotte ”Sim Salabim” og for så vidt også ”Battery Kinzie”, der dog har en tendens til at fremstå en tand for overgearet.

”Lorelai” svinger afsted i 2/3-takt, og Fleet Foxes gør det fint her og supplerer arrangementet med en lille tilbagetrukken fløjte, der giver overfladen et nydeligt modspil. Der leges også på ”Bedouin Dress”, der har et cool groove under den typiske Fleet Foxes-vokal, så nummeret fremstår underspillet og eksotisk, men alligevel så ligetil.

”Someone You’d Admire” er en enkel skrabet guitar med fin vokalharmoni, og man kan vel betegne det som nydeligt – men ikke nyt, mens ”Montezuma” udelukkende er grundlagt på harmonier. Væk er det drive, der gør de bedste numre gode, og derfor bliver dette lidt for svævende.

”The Plains / Bitter Dancer” er én lang og stor opbygning til en klassisk folk-sang med harmonier, der ikke lægger skjul på referencerne i 60’erne. Det er flot opbygget og stærkt arrangeret, men igen er der ikke de store nye tanker bag nummeret. Det er der måske heller ikke på ”The Shrine / An argument”, men ikke desto mindre fremstår dette som høj, høj klasse. Jeg forstår ikke helt samlingen af de to numre til en mere end otte minutter lang tingest, men særligt den første halvdel af dette ’dobbelt-nummer’ rummer langt mere tyngde i vokalen, end de lette og fine harmonier ellers udstråler.

”Blue Spotted Tail” er nydelig og vækker minder om Simon & Garfunkels klassiske Wednesday Morning 3 a.m.-album, men den ellers så karakteristiske rumklang er trukket tilbage, og det er bare manden og guitaren i al sin nydelige og klassiske enkelhed. “Grown Ocean” buldrer med trommerne, og der er flere folk-instrumenter indblandet i den lidt kryptiske opbygning, der er levende, men som helhed fremstår dette nummer knap så ligetil som størstedelen af albummet.

Fleet Foxes følger vel ret beset ganske stærkt op på deres store gennembruds-debut. Samtidig kan man dog med rette mene, at der ikke er sket alverden i de mellemliggende tre år. Den langtrukne ventetid på dette album har nok skærpet forventningerne lidt for meget, for man kan ikke undlade at være en smule skuffet, omend der er rigtig mange gode momenter undervejs.

Tags from the story

Skriv et svar