Freddy And The Phantoms: Leaving The Landscape

Livagtig genoplivning af rockens rødder

Det er country og rock’n’roll, der side om sider kører kapløb med et trods alt gennemtrængende præg af den mere nærværende og følsomme moderne tilgang til at fortælle historier med sin musik. Det er et klassisk bandnavn med tydelig inspiration fra 60’erne, selvom der er tale om et soloprojekt. Det er urgammelt, nostalgisk og retropræget, men stadig med et nutidigt præg. Det er egentlig ganske charmerende, uden at det kan kaldes nyskabende eller kunstnerisk banebrydende.

Frederik Schnoor er manden bag dette band, der på Leaving The Landscape varierer i udtrykket, men primært leverer en festlig og tempofyldt omgang nostalgi. Sådan er det på den imødekommende åbner ”Leaving The Landscape”, og sådan er det i særdeleshed på den ustyrlige og spillevende ”Star Of The Night”, der nok lyder som noget, man har hørt tusinder af gange før, men det svinger, fungerer og er særdeles virkningsfuldt trods de simple virkemidler.

”The Wild Ones” og ”Who’s It Gonna Be” er mere funderet i country-rocken, og kan til tider give lette minder om DAD, dengang navnet ikke var forkortet, og dengang tidsalderen hed 80’erne. Der kommer mere nærvær og tilstedeværelse på den fine ”Work in Vain”, mens der er tyk røg fra lejrbålet på ”Like The Lights On A Night Train”, der suppleres med mundharper og akustiske guitarer.

”Cheap Candy”, der runder albummet af, er lidt af en outsider. Her er melodien ikke i centrum – derimod historiefortællingen. Og den lidt skummelt berettende vokal kan give minder om nogle af Nick Cave’s dystre og vanvidsbefængte beretninger, og denne genre klarer Frederik Schnoor sig faktisk også ganske godt i.

Kun ”When You Were Alone” er en egentlig misser, som jeg hører albummet, og det er ganske godt skabt af Frederik Schnoor og hans fantomer, der skaber et festligt, varieret og kompetent album, uden at det rykker ved de store overordnede genreoptegnelser, teoretiske grundtanker om tonesystemets sammensætning eller den musikalske verdensudvikling i det 21. århundrede. Det kan andre få lov at rode med – Freddy And The Phantoms leverer en vare, der virker, som leveres med smittende energi og humør. Tak for det – den slags bør musikscenen aldrig blive for fin til.

Skriv et svar