Frisk Frugt: Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite

Det danske eksperiment Frisk Frugt leverer en forunderlig collage af genrer, instrumenteringer, pludselig indfald og mærkværdige koblinger på albummet med det finurlige navn Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite. Det er world, det er barnagtige viser, det er komplicerede musikalske forløb og det er naivt forsimplede melodilinjer i et stort virvar.

Det er kunstnerisk til op over begge ører på den skumle skabning, der er afbilledet på coveret, og det er stort set umuligt at beskrive. Størstedelen af albummet er instrumentalt, men ind imellem bliver det til vokallinjer af slagsen ”Æblerne kalder solstrålerne på jorden…” og så videre. Mærkværdigt, forunderligt, spøjst, løjerligt, men et eller andet sted også frygteligt charmerende.

Fra de komplet komplekse roderier i et virvar af instrumenter, fremstår pludselig en lille ultrafængende melodistump, der griber opmærksomheden og leder lytteren videre til det næste ustyrlige moment af commodore 64-lyde blandet med ur-autentiske afro-rytmer.

Det virker som hoved uden hale – eller omvendt, men alligevel er man aldrig i tvivl om, at der er mening med galskaben. Og det er pokkers irriterende, at den mening er så svær at finde. Det er med til at give charme og mystik, men også med til at give et drive, der får mig til at hænge ved.

De færreste vil falde på halen i begejstring og føle sig kaldet til at slå flikflak på dansegulvet af dette album. Til gengæld tror jeg ikke, at der er ret mange der ærligt kan sige, at de ikke trak på smilebåndet, at de ikke følte nysgerrigheden pirret voldsomt – og at de ikke følte sig nødsaget til at tage stilling og gøre en holdning op, da de lyttede til Frisk Frugt. For det er dælme noget mærkeligt noget. Det er kløgtigt og løjerligt, det er charmerende og frastødende og det er i den grad nyskabende og alternativt.

Tags from the story

Skriv et svar