Fu Manchu: Signs of Infinite Power

cover-fumanchu-signsofinfinitepower-2009-300x300

Californisk stonerrock på roadtrip

Fu Manchu er – ud over at være en tegneseriekineser med et fjollet overskæg – navnet på en tyve år gammel kvartet, der oprindeligt er født på ruinerne af den mere hardcore amerikanske rock med især Black Flag som foregangsmænd og inspirationskilde. Efter et par hårdtslående demoer og nogle udskiftninger i besætningen, udgav Fu Manchu deres debut i 1990, hvor deres ry som et kontant og beskidt garageglamrockband blev cementeret med heftig tournering med ligesindede fra blandt andre legendariske Kyuss, Monster Magnet og Marilyn Manson.

Siden de glade dage i kølvandet på Nirvanas kanonisering af den støjende og kantede westcoastrock er der ikke sket så forbandet meget hos Fu Manchu, hvilket er både godt og skidt. De har over årene været leveringsdygtige i solid og møgbeskidt rock, der gør sig godt til en flosset skjorte, en kaktus i baggrunden og en halvtom flaske tequila, men der er i det lange løb ikke sket den store udvikling. Heldigvis er de på Signs of Infinite Power gået tilbage til den mere tunge og refrænbaserede rock, og har bevæget sig klædeligt væk fra den knap så vellykkede We Must Obey fra 2007. Vi er tilbage i den gode gamle boldgade, hvor bassen ligger tungt og mørkt, Scott Hills stemme messer sig humoristisk og tørt gennem numrene, og guitarklodserne sidder huggende hårdt og knastørt lige i skabet.

Det behøves ikke at være så svært, og når man har Fu Manchus rutine og tæft for det effektive, lyder det faktisk momentvist rigtig, rigtig godt. Især de tungere passager, hvor det hele falder ned i gear, er man nede i støvet sammen med drengene. Så kan man leve med, at rocken ikke ligefrem bliver videreudviklet hos Fu Manchu, og har man en forkærlighed for den knastørre lyd, som de deler med Helmet, er der mange fine kvaliteter på dette album.

Tags from the story

1 kommentar

  • Må sige, at jeg faktisk blev ret skuffet da jeg hørte den her plade første gang. Jeg synes desværre ikke Signs of Infinite Power indeholder et eneste mindeværdigt nummer, og når man går ned på riff-plan, er det også svært at støve noget op.

    Det er som om Fu Manchu har mistet noget af deres energi, og samtidig er sangskrivningen faldet af på den.

    …men skal da alligevel helt klart ind og se dem på vega til februar.

Skriv et svar