Fucked Up: David Comes To Life

Punk i rockoperaklæder

De som så Fucked Up spille på Roskilde Festivalen i 2009 vil vide, at frontmand og skråler Damian Abraham er en mand med vanviddet og energien tegnet skarpt i sit store runde ansigt. Han optrådte kun iført underhyler, 150 kg+ korpus og henholdsvis sved og blod drivende fra sit hoved. Havde han kørt den helt ud, rullet sig i egen fæces og uddelt solide øretæver til tilfældige publikummer, havde han fuldt fortjent plæderet til titlen som G.G. Allins psykotiske lillebror. Hardcore punkbandet, residerende i Toronto, er nu heller ikke helt almindelige. Nævn bare andre punkbands der bruger så anti-punkede instrumenter som fløjte og keyboards, benytter psykedeliske indfald og udgiver perverst lange numre af op til 16 min. længde, inkluderende en tre min. lang trommesolo og fem min. fløjten!

Endvidere bryder canadierne med gængse punkdogmer og smider med deres tredje album David Comes To Life et narrativt konceptalbum, strækkende sig over intet mindre end monumentale 78 minutter. En punkrocket pendant til nyere bidragsydere som American Idiot og The Suburbs, men hvor amerikanske soldaters sørgelige indtog i Afghanistan og Irak og dermed følgende emotionelle og etiske problemer og forstædernes fortrædeligheder og personlige opvækstvilkår var centrum i ovennævnte, er fortællingen her erstattet af den personlige fortælling om David Eliade.

Protagonisten David som arbejder på en elpærefabrik – deraf coveret – mister sin kæreste Veronica under en terroristeksplosion i en fiktiv britisk industriby i 70´erne, med deraf følgende had, depressive tanker, skyldfølelse og begyndende vanvid. Det er særdeles kompleks lyrik, som skifter karakter mange gange undervejs, mens dialogen mellem David og fortælleren Octavio St Laurent udspiller sig. Det kan man dykke ned i og bruge lang tid på at granske, eller man kan vælge blot at lytte til musikken, for her er rigeligt gods og swung til at holde ens interesse fangen.

Abrahams tyreagtige brølen kan være en stor mundfuld og den vil helt sikkert skille vandene, for den kan virke utidig og aparte i selskab med et mere indierocket lydbillede, som sædvanligvis kalder på en mere ren vokal. Ejer man derimod omstillingsparathed til at forene partnerskab mellem kras råbevokal – der egentlig hører mere hjemme i barsk hardcore – og mere ligefrem og konservativ indierock er der så sandelig guld i vente. Indimellem flankeres Abraham af sangerinderne Madeline Follin og Jennifer Castle, som besynger henholdsvis Veronicas og David ex-kæreste Vivians indspark til fortællingen, men mestendels har Abrahams teten.

Musikken er hamrende tight og hooksne falder som haglvejr og bygger på forunderlig vis bro mellem indiepop, rock, punk og særdeles tunge riffs. Melodierne er catchy og direkte, selvom de ofte rundes af en mur af guitarstøj. ”Queen Of Hearts” lyder som Hüsker Dü i deres velmagtsdage støttet af Lush i omkvædet. ”The Other Shoe” kaster sødmefulde kvindevokaler ind i guttural, næsten Neurosis-klingende brølesang og det tager helt brodden af de agiterede vredesudladninger og det fungerer sgu. Få gange som på ”A Slanted Tone” og ”Truth I Know” indledes der med akustiske guitarer, men de overfaldes inden længe af hug og bredsider af distortede guitarer. Energien kan simpelthen ikke holdes i ave mange sekunder af gangen hos Fucked Up.

De tre guitarister Ben Cook, Josh Zucker og Mike Haliechuk både støtter op om og udfordrer hinanden konstant og det giver en spændstighed og kompleksitet der gør, at man hænger på det meste af vejen. Guitarist-trioen arbejder med noget der minder om basal konsekvent støjrock fra 80´erne med et tydeligt nik til shoegazen, ja indimellem bliver det helt My Bloody Valentine – Glen Branca – Band Of Susans lydende. Jeg siger det meste af vejen fordi det er mig umuligt at sidde hele albummet igennem på én gang. Det gør dog ikke spor for David Comes To Life kan sagtens indtages i selektive bidder, da de respektive numre sagtens kan stå alene uden den store fortælling at læne sig op ad.

Iørefaldende melodier nærmest vælter ind over hinanden af lige dele vovemod og potent uforstillet vildskab. Inde i den laskefede frontmand hviler en dreng glad for pop med stort P, som skydes af sted med punkens krasse stemmebånd. Som honningmadder i solskin anrettet med pigtråd.

Fra det smukke reverbede guitartæppe ”Let Her Rest” starter eposset helt uden vokal, til den Replacements-agtige lukker ”Lights Go Up” bemægtiger sig tæppefald, er man ikke i tvivl om, at Fucked Up har begået ikke alene en af årets bedste, men også udfordrende plader.

Tags from the story

Skriv et svar