Garbage: Not Your Kind of People

Garbage i stærkt comeback

Med en historie som Garbages, vil der altid være store forventninger til nye udgivelser. Forventninger, som er dømt til at briste. For der vil altid blive sammenlignet med Nirvanas Nevermind, som Butch Vig producerede – eller med bandets egen debut Garbage fra 1995, der nærmest grundlagde en hel genre, i hvert fald for dem der ikke forinden havde stiftet bekendtskab med Curve eller andre elektro-indierock-bands med kvinder i front, der banede vejen for Garbage. En helt central egenskab ved Nevermind eller Garbage (albummet) var overraskelsen over den nye lyd, og den kan naturligvis ikke genskabes.

Når det er sagt, så er der flere stærke numre på Not Your Kind of People, der er skabt over den samme læst som hele bagkataloget: Lyttevenlig rock tilsat afmålte mængder af elektronik og nøje afmålt vrede. Når Garbage genfinder dyderne fra de første år og tør lyde som sig selv, så svinger det ret godt – og det er som oftest når der enten går lidt industrial i den, eller når tempoet omvendt sænkes lidt, så melodierne får plads til at blive iørefaldende. “Control” er befriende åbenlyst et Gary Numan rip-off. Den forstyrrede og insisterende stil passer Shirley Manson godt, og det skizofrene udtryk, som Gary Numan selv står for i f.eks. “Down in the Park”, bliver her til en skrøbelig skråsikkerhed, der i lige så høj grad er ude af trit med verden omkring os. Og så larmer den så dejligt, at det virkelig lyder som bandet Garbage.

Singlen “Blood for Puppies” sætter tempoet lidt ned og tillader sig at blive iørefaldende uden på nogen måde at blive til en ballade. Tunge percussions og processerede lydflader får nummeret til at stå stærkt blandt mange andre gode numre, hvor ingen andre end de to nævnte rigtigt stikker ud i positiv retning.

Var de enkelte markante fejltrin på albummet – “Automatic Systematic Habit”, der i fornærmende grad giver mindelser om Britney Spears, eller album-lukkeren “Beloved Freak”, der bare bliver for nuttet og optimistisk for Garbage – blevet udeladt, så havde der været tale om et solidt snedkereret album, der ikke ville lyde som et comeback album, men som et stærkt album i sin egen ret.