Nyheder

Musiknyheder

Anmeldelser

Plader, film, bøger, demoer

Live

Koncerter & festivaler

Artikler

Interviews og reportager

Konkurrencer

Cd’er, t-shirts og koncertbilletter

Forside » Pladeanmeldelser -

General Fiasco: Buildings

Skrevet af - 22/04/2010 – 07:23Ingen kommentarer

Kunstner: General Fiasco

Udgivelse: Buildings

Pladeselskab: Infectious / VME

Karakter: 7 / 10

Måske kronprinserne af nordirsk rock

Når det kommer til hitlistebaseret rockmusik med guitarkant, så er der vel næppe den store tvivl om, at Snow Patrol har fat i den lange ende, når det kommer til at være Nordirlands største stjerner. Men debuterende General Fiasco fra den lille flække Magherafelt er måske på vej til at nærme sig samme niveau, for debuten Buildings er slet ikke så ringe endda. Det er Owen Strathern, der er omdrejningspunkt, forsanger og bassist i bandet, mens brormand Enda Strathern og kammeraten Stephen Leacock udgør resten af trioen.

Genremæssigt tager General Fiasco afsæt omtrent samme sted som Snow Patrol. Det vil sige den storladne rocklyd med massiv guitar og finpoleret produktion, der giver potentiale til at nå selv de kommercielle radiostationer. Sangskrivningen læner sig også op af landsmændene, selvom der til tider sniger sig et unødvendigt twist af amerikansk college-rock ind over.

Allerbedst er General Fiasco når forsanger Owen Strathern får plads til at smide lidt ekstra melankoli i vokalen. Det sker først og fremmest på det seks minutter lange og storladne titelnummer, men han evner også at levere den energi, der skal til, når der kommer ekstra fart og tempo som på den aldeles hitpotente ”Sinking Ships” og på det nummer, der i 2008 banede vejen for pladekontrakter og succes – nemlig ”Rebel Get By”, der også rummer lidt mere udtryk og nerve i vokalen, end på de øvrige til tider lidt vel polerede passager undervejs.

General Fiasco leverer et ganske fint debutalbum, der ikke udfordrer voldsomt, men som til gengæld indeholder masser af fin radiorock, der har lidt mere kant på tekstsiden, end på produktionen. Vi er lidt dybere end hos flertallet af amerikanske collegerockere, men stadig på et relativt overfladisk niveau, hvor det er melodierne og umiddelbarheden, der bærer læsset. Niveauet er lige under Snow Patrol – men kan pilens opadgående retning følges op, så kan General Fiasco blive interessante at holde et vågent øje med.

Facebook-kommentarer

Powered by Facebook Comments

Tilføj en kommentar!

Skriv en kommentar nedenfor, eller Før tilbage fra din egen side. Du kan også abonnere på disse kommetarer via RSS.

Vær sød. Hold dig til emnet. Ingen spam. Tak.

Du kan benytte disse tags:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Dette er en Gravatar-mulig webblog. For at få din egen globalt genkendelige avatar, skal du registere dig hos Gravatar.