God Help The Girl: God Help The Girl

cover-godhelpthegirl-godhelpthegirl-2009-300x300

Genbrug – men pokkers effektivt

Man skal nok kunne lide Stuart Murdoch for at finde glæde ved God Help The Girl. Frontmanden fra skotske Belle & Sebastian står nemlig bag denne udgivelse, der egentlig er et soundtrack til en musicalfilm af samme navn, som efter planen skal optages i løbet af indeværende år.

En bagvendt måde at sammensætte kunst på – men for Stuart Murdoch er det måske ikke så underligt, at det er musikken, der skal være i centrum. Og det er den på det meget filmiske, storladne, varierede men også klichéfulde album, der har en håndfuld forskellige solister ved mikrofonen. Catherine Ireton er den mest gennemgående stemme, og det er også hende, der åbner albummet på det gamle og swingende Belle & Sebastian-nummer ”Act of the Apostle”.

Titelnummeret er glad indie med stort symfoniorkester og pusseløjerlig tekst, og på ”Pretty Eve In The Tub” stiller Murdoch sig selv ved Iretons side og er med på det nærmest barok-klassicistiske indienummer.

Der er plads til instrumental jazz, inden Murdoch og Ireton falder i niveau på duetten ”Hiding Neath My Umbrella”. Til gengæld er Brittany Stallings vokal på genindspilningen af Belle & Sebastians ”Funny Little Frog” ganske glimrende, mens arrangementet tilmed er fornemt og detaljerigt, hvilket giver nummeret en større dybde end tidligere.

Catherine Ireton og Anna Miles lykkes med en fin akustisk jazz-pop-lillepige-duet med fine små korharmonier på ”If You Could Speak”, mens Ireton lægger vokal til ”Musician, Please Take Heed”, der er en dramatisk disco-70’er-pop-ting, som jeg godt kunne have undværet, til trods for det charmerende grand-prix-omkvæd.

Albummet falder lidt i niveau på sidste halvdel, men Neil Hannon fra Divine Comedy er i storform i super-crooner-rollen på ”Perfection As A Hipster”, mens et sandt all-stars team af kvindelige vokalister fra albummet, står skulder ved skulder på den fremragende afslutter ”A Down And Dusky Blonde”.

Vi er i mange afkroge af indiepoppen, og referencer kan hentes fra alle de seneste fem årtier. Der er smuttere undervejs, men der er også indiepop i verdensklasse på God Help The Girl. Dertil kommer, at Stuart Murdoch har samlet et par fine stjernefrø og suppleret med rutine og store arrangementer, og så kan det altså ikke gå helt galt for den skotske vidundermager.

Tags from the story

Skriv et svar