Gonjasufi: A Sufi & A Killer

Trippet syrehoved sejler slingrende rundt i eksperimenterende vande

Der er skrevet og sagt meget om Gonjasufi. Gonjasufi, som er Sumach Ecks pseudonym, er både blevet rost og skamrost fra anmelderside i både ind- og udland. Nu er debutalbummet så landet på mit bord og jeg skal forholde mig til de 19 korte og mangfoldige tracks som udgør A Sufi & A Killer.

Jeg vil hurtigt sige, at jeg har stor respekt for det Gonjasufi laver, men kan i samme moment tilføje, at jeg ikke er så udpræget næsegrus begejstret som mange andre, snarere synes jeg Ecks leverer fine små skæringer som er hørt før i andre musikkonstellationer. Når det er sagt er Gonjasufi en både sær og særegen størrelse, som er særdeles charmerende og som indimellem byder på små skæve musikalske perler af høj kvalitet.

Den røde tråd er vel Gonjasufis østerlandske ophav, som følger stort set alle sange til dørs med sine østerlandske klange og musikalske indflydelser. Ellers er det en vidtspændende og eklektisk omgang i bred cinemascope man præsenteres for. Man væltes rundt i alskens genrer og har man tendens til forvirring og irriteres over genreskift, som forekommer lige så ofte som man trækker vejret, vil det være en killer i negativ forstand. Man kastes rundt i triphop, lo-fi rock, skrammel-punk, indisk kvinde chanting, kælder-singer/songwriter, psykedelisk soul og skæv hiphop på A Sufi & A Killer, alt sammen med den bagdel, at de respektive numre, synes hørt før bare signeret af andre bands.

De triphoppede numre, lyder som en knastør udgave af Portisheads slæbende og støvknitrende eksesser, som oftest leveret med en Sparklehorse-lignende transistorvokal, men indimellem rammer Gonjasufi faktisk en vokal tone som minder om Beth Gibbons eller sågar klinger af Billie Holliday. Særligt ”Ancestors” har stor reminiscens af Bristolbandets lyd og udførelse. Ellers er det vokale arbejde lagt med en så særpræget og indimellem distortet og bevidst skramlet, nærmest raspende stemme, at det vil være anstrengende for mange i længden. Samtidig er nogle af numrene af så kort varighed, at de næsten er ovre før de er begyndt. Kun en fjerdedel rammer tre minutters-mærket, og dét er synd, for den musikalske tæft og sans for godt skårne melodier er evident hos Gonjasufi og allestedsnærværende på A Sufi & A Killer. Det er samme ærgrelse jeg sidder med når jeg lytter til eksempelvis Guided By Voices, for Robert Pollard har samme tendens til at lukke et knivskarpt nummer, som sidder lige i popskabet ned for tidligt, så man sidder lidt uforløst tilbage med et ubærligt ønske om mere.

Gonjasufis spirituelle preferencer bliver også præsenteret i enkelte numre. I ”Kobwepz” lyder det:

I came with hearts while you came with weapons.
I came with God whom you are forgetting.
Don’t aim your problems in this direction.
Don’t blame Allah for your misconception.

Ellers er det ikke en udpræget religiøs plade, mere en tour de force i aparte og uudgrundelige tekster og sætninger, indhyllet i musik, som er svære at dechifrere og definere. Selvom forståelsen spiller én et puds, kan man alligevel sagtens være med når Gonjasufi udfolder sig, for der er masser af musikalsk godbidder igennem albummet. Fra ”Sheep”’s sørgesang tilsat indiske strengeinstrumenter og sære nynnekor, over ”She Gone”’s skramlede lo-fi blues, til ”SuzieQ”’s garagepunk og ”Kowboyz&Indians” østerlandske toner og drillende korstemmer sat i en dubtung hiphop ramme.

På ”Candylane” og ”Change”’s flødecremede, pornosoul i kombination med vinylknitren letter man på smilebåndet. ”Holiday” kunne være Tom Waits udsat for elektro-bebop og elorgel. ”Love Of Rain” er baggy triphop med syrede indskud. ”Ageing” kunne være oldschool blues indspillet i et lille skoskab.

Sådan vil Gonjasufi en hel masse mulige og umulige ting, som man i hvert fald aldrig vil kunne kalde kedeligt og konformt, men måske tager eksperimenterne momentant overhånd og skygger for de udmærkede melodier, som kunne have glæde at et mindre spraglet lydbillede.

Produktionen står Gonjasufi i øvrigt for i samarbejde med de hypede producere og musikere The Gaslamp Killer og Flying Lotus og de tre har i fællesskab skruet et støjende, sitrende, lo-fi, nærmest underproduceret album sammen, som byder på masser af detaljer, der bevidst nedbrydes, viskes ud eller forstyrres af en lyst til destruktion. Det vil utvivlsomt dele vandende, og om man synes det er irriterende eller genialt, må stå for egen regning. Personligt finder jeg det både godt og skidt. Godt fordi det skaber en nerve og en spænding, som gør albummet interessant, men også skidt fordi det indimellem lægger et ødelæggende tæppe af skramlet støj hen over udspillet, som forhindrer de gode melodier i for alvor at udfolde sig.

Skriv et svar