Gottschalk: Let The Sun Shine On Me This Time

Løfterig EP fra sangerinde i drømmeland

Den danske sangerinde Maria Gottchalk udgiver på egen hånd EP’en Let The Sun Shine On Me This Time, der er en indie-pop/rocket-samling på fire sange, der viser sangerinden frem som en dygtig vokalist og fin sangskriver, der primært bevæger sig i den drømmende guitarpop.

Sangene er velskrevne og virker både ærlige, autentiske og fra hjertet ment, og med disse styrker hos Gottschalk siger det næsten sig selv, at jeg bedst kan lide de mest stille og bedst opbyggede sange, og her er ”Nobody” en klar favorit med sine fine svævende guitarer, den fine og på en gang drømmende og styrkefulde vokal og sin medrivende opbygning.

”Be Mine” har lidt af det samme, men efter min smag bliver det en smule for stillestående i versene, mens ”Wake Up While You Can” er mere udadvendt og med en lysere og mere direkte tone, der kunne kvalificere den til hitstatus på den modige og modne radio. Titelnummeret emmer af håb og drømme og har også sine kvaliteter, uden at jeg dog finder helt den samme nerve her, som på de øvrige numre.

Maria Gottschalk og band efterlader et fint indtryk på denne EP, der med sin fine og drømmende indie-pop/rock positionerer Gottschalk som et navn, man med rette kan holde et vågent øje med. Opbygningerne og sangenes styrke skal dog holde niveauet fra ”Nobody” hele vejen igennem, for at udtrykket synes et fuldlængde album værdigt, men jeg er ganske sikker på, at den tid nok skal komme.

Tags from the story