Grand Duchy: Petit Fours

cover-grandduchy-petitfours-2009-300x300

Halvkvabset båtnakke flirter med parisisk lillepige

Man er nødt til at have humor, når man bevæger sig ind i Black Francis’ musikalske spejlkabinet, hvor han som en trold vrænger ansigt i utallige konstellationer. Senest med sin kone, Violet Clark, hvor de i Grand Duchy har kreeret 11 legesyge og punkfjollede sange, der oser af både den enkle vellyd og Francis’ ubestemmelige og kreative indfald.

Nogle af numrene er faktisk ganske udmærkede, og især åbningsnummeret ”Come on Over to my House” har et typisk slidstærkt element over sig, og den efterfølgende ”Lovesick” har Violets lillepigestemme i front, som faktisk i en snæver vending kunne efterligne Kim Deals ditto. På den måde (gen)bruger den vitale rockpræst stemninger, riffs og en skrabet, nøgen bas, der momentvist leder tankerne hen på de berømte Pixies-dage.

Nu er Pixies altid det første, Francis bliver sammenlignet med, og det kan alt andet lige gøre det svært at skabe noget nyt, der kan få lov at stå på egne ben. Men Francis’ nye legestue Grand Duchy trækker alligevel tilpas meget på fordums lyd og idéer, og det kan derfor være svært at se det løsrevet fra det anarkistiske rum, Francis har bygget omkring sit vældige korpus. De 37 minutter i selskab med det skæve ægtepar er således både underholdende og momentvist lyser et par geniale øjeblikke op som i det fremragende nummer ”Black Suit”, hvor Francis brøler om kap med Fanden selv, akkompagneret af Violets spinkle glasstemme, i en firseragtig dommedagshymne med både Pixies-bas, Francis-støj på guitaren og Cure-synth.

Når det swinger for den gamle cirkushest, swinger det fabelagtigt godt, og Pixies-fans og Black Francis-disciple kan sagtens investere i duoens Petis Fours og nyde de små musikalske sidedishes. Det er godt, det er galt. Det er godt at være gal.

Tags from the story

Skriv et svar