Gravewurm: Infernal Minions

cover-Gravewurm-InfernalMinions-2013-300x300

Når øvelse bestemt ikke gør mester

Amerikanske Gravewurm finder deres forbilleder i old school blackmetal-genren. Produktionen er ringe, som den jo skal være i de kredse, men faktisk er det hele så ringe, at det bliver pinligt, især når der er tale om et band, der ikke ligefrem er grønskollinger.

Gravewurm er ikke et band, de fleste har hørt om særligt ofte, for ikke at sige nogensinde. Bandet har ellers en del år på bagen, da de startede tilbage i 1990. Genren vi befinder os i er blackmetal af den ældre slags, hvor produktionen med fuldt overlæg er dårlig og støjende på alle leder og kanter. Det er tydeligt, at Gravewurms forbilleder stammer fra Norge i de tidlige 1990’ere, hvor blackmetallen virkelig havde sin storhedstid. Og Gravewurm har da også mestret den dårlige produktion til fulde – og så lidt til. Selv om der findes bands som Darkthrone, der er kendt for lavkvalitetsproduktioner, så er det for meget af det gode (eller skulle man skrive dårlige?) hos Gravewurm; det er ikke nok blot at lave en ringe produktion af sit album og derved tro, man er old school, man skal også have en smule talent. Og talent er noget, man skal kigge langt efter hos Gravewurm.

Det er, som om guitarsten og trommeslagerne aldrig helt ved hvad hinanden foretager sig og det munder ud i nogle sange, der halter ekstremt på det rytmiske plan. Det er faktisk en smule ubehageligt at lytte til et nummer som ”The Beast of the Abyss” pga. denne amatøragtige lyd i rytmegruppen. Og nu vi er ved det nummer, så bør flere titler også nævnes, da de, udover førnævnte, består af klicéprægede og tåkrummende eksempler som ”I Die for Hell” og ”Mistress of Blood and Fire”. Ikke fordi, titlen er altafgørende for en sang, men der forsøges da virkelig at blive levet op til de fordomme, folk der ikke lytter til metal, meget vel kunne have om genren.

Hele albummet i gennem bliver denne anmelder ved med at blive forbløffet over, at Gravewurm har spillet sammen i mere end tyve år. Samspillet er næsten ikke-eksisterende på flere numre og albummet lyder, som om det er blevet indspillet af nogle uerfarne teenagedrenge i deres fritidsklub nye selvbyggede studie. Og så er det ikke en gang det værste, for det er forsangerens growl, hvis man da kan kalde det sådan. Han lyder, som om han ikke ved hvad han skal gøre med sin stemme og mens amatørhalslarmen strømmer fra ham, vælter bandet klodset rundt i baggrunden i forskellig, uplanlagt lydstyrke.

Skal man virkelig tage det her seriøst? Hvis man koger albummets udtryk ned, så er det en stor latterliggørelse af blackmetalgenrens stolte old school lyd. Heldigvis er Infernal Minions nok snart glemt igen, sammen med Gravewurm selv. Der er jo tydeligvis med rette, de stadig bliver overset efter så mange års øvelse.

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.