Høgni Reistrup: Trý fet frá tilveruni

På fjeldtur i færøsk musiklandskab

Det er ikke meget musik, der kommer fra de stormomsuste knolde i det nordatlantiske ocean, men engang imellem barsler det hårdføre havfolk med musik af forskellig art og karakter. Det spænder til gengæld lige fra det hedonistiske brutalmetalband Tyr til den sympatiske singer/songwriter Høgni Reistrup, som for sidstnævnte beriger os med formfulde, nykomponerede og yderst moderne folkesange, sunget på ægte, rullende færøsk, på dette sit andet studiealbum.

Med til at underbygge de fine stemninger i albummets ti sange, har Reistrup allieret sig med et pænt arsenal af klassiske instrumenter i form af blandt meget andet pauker, blæsere, klaver og sågar Tórshavns Mandskor, som medvirker på ”Oyggin vid oynna”. Reistrup har også selv en fortid som sanger i det gæve kor, udover at han er klassisk uddannet, hvilket det høje og meget varierede niveau i kompositionerne bærer tydeligt præg af.

Fundamentet i Reistrups musik er de velkomponerede sange, hans lidt hæse, karakteristiske, uden at være prangende, vokal, og utroligt velspillende backingband, der effektivt og med stor rummelighed favner de reistrupske sange og stemninger. Det er ikke rigtig popmusik, det er det for særpræget til, men Reistrup kunne godt være en autentisk, færøsk miniversion af Robbie Williams, i den absolut positive forstand. Som Williams formår Reistrup at kombinere det velklingende og catchy med det personlige og det ægte.

På ”Fyndarleys Bølanida” træder han således i karakter som en atlantisk Vreesvijk med piano og trompet. Flot og forførende, uden at være storslået og udfarende. I det hele taget er der ikke meget fyrighed og elementernes rasen i Reistrups sange. Der er Reistrup selv og hans fortællinger fra de færøske bygder og et folk, der har utrolig meget andet og meget mere at byde på end grindedrab og en landsholdsmålmand iført en fjollet tophue.

Sangene er lavmælte, og man fornemmer, hvad de handler om, uagtet man fatter brille af det pudsige sprog, som et sted langt tilbage i tiden havde et nært fællesskab med både det islandske og det danske sprog. Det fællesskab er der ikke meget tilbage af, i hvert fald ikke for det danske sprogs vedkommende. Men netop Reistrups insisteren på at synge på sit modersmål giver sangene den autentiske klang, der knytter sig til det sted, sangene har taget form.

Udover at være et fantastisk smukt og barskt land, har Færøerne nu også et nyt album med vederkvægende og smukke aftenskumringssange, man kan tage med på rejse. Kan varmt anbefales, og måske skulle man supplere med en vandretur i de færøske fjelde på en god sommerdag for at mærke noget af den stemning, der gennemstrømmer Reistrups sympatiske kompositioner.

Tags from the story

Skriv et svar