Hazy Days: Through Endless Towers Of Rain EP

cover-HazyDays-ThroughEndlessTowersOfRain-2012-300x300

Et uklart håb

Det er næsten reglen, mere end det er undtagelsen, at man på en højskole danner et band. Enhver højskole med bare lidt respekt for sig selv har deres eget lille studie, hvor man kan indspille og producere, og enhver højskoles der bare har en smule rytmisk orientering, har deres eget band. Og det viser sig også hurtigt, at rigtig mange talentfulde bands udklækkes fra disse kreative studiefugleredder, hvor man som ung prøver at definere sig selv. Et tidspunkt i livet, hvor følelserne flyver rundt, og hjertet pumper hurtigere og hurtigere i takt til forvandlingen fra dreng til ung mand eller pige til kvinde.

Kashmir, Carpark North og Duné slog deres første musikalske folder på højskolen, og se bare hvor de er nu. International succes, national anerkendelse, mange solgte albums og utallige koncerter, og det hele startede bare som en tanke inde i en flok forvirrede unge, der havde deres daglige gang på en højskole og en drøm at forfølge. Nu er der et nyt æg i den i forvejen fyldte fuglerede, hvis skal kun lige er revnet, og fragmenterne af det før så trygge hvide skjold ligger spredt ud over kvistene der danner grundlaget for eksistensen af selvsamme æg. Navnet er Hazy Days og består af fire gæve unge mænd der alle har gået på Oure Højskole. De spiller stemningsmættet alternativ rock, og deres tekster kredser om alt lige fra turen gennem den endeløse mur af regn, som livet nogen gange kan føles som, til underlige drømme, hvor slanger boltrer sig i munden på én, som et symbol på det at have en slanges lokkende og giftige væsen. En ep har set dagens lys og den indeholder fem numre, som alle besidder en fornem sans for krævende melodier, ud af boksen opfindsomhed og førnævnte smukke poetiske metaforer.

Hazy Days første musikalske tåge lægger sig tungt og støjende allerede på første sang “Tumble Dried Clothes And Hot Coffee”. Tonerne af faldende regn og flimrende guitardistortion breder sig som dis kun afbrudt af lyst klingende klaver og mundharmonika. “We run, we run/through endless towers of rain, we run” synges der i kor, og det lyder desperat, og eskapisme er klart et tema i dette fine nummer, hvor melodien dog halter lidt.

Mere friskt og rocket er den glimrende to minutter lange “Thanks”. Hvis vi før var ude i noget a la The Kissaway Trial’s følsomme rock, er vi mere ovre i noget The Raveonettes nu. Elektriske guitarbårne riff og en hurtig injektion af sårbarhed skydes i armen på én. Det sensitive og vemodige høres klart i linjerne “your arms are so warm and kind but my bones are hard and cold”

“Music For Rainy Sundays” og “FOTH” bygger langsomt op med roligt tempo og sagte guitarstrenge før der kommer et klimaks. Denne skabelon med opbyggelsen til en energiudladning fungerer godt, men optakten til peaket er noget langsommeligt og kedeligt. Melodien er simpelthen ikke stærk nok forankret i det fængende og bliver derfor påtaget og uinteressant. Bedre går det straks når der kommer fart over feltet, og guitarrene sammen med trommerne får lov til at bryde løs i en storm af skønhed blandet med fortvivlelse.

Christian Møller Haase, Carl Vinggaard Kjeldsen, Sebastian Vilhelm Nielsen og Mikkel Glenstrup alias Hazy Days nævner på deres fælles facebookprofil at nogen af de bands, de kan lide blandt andet tæller Bon Iver, Spiritualized, Radiohead og Sigur Rós, og det giver meget god mening, når man lytter til denne debut ep. Ømheden kommer fra Bon Iver, støjen fra Spiritualized, avantgarden fra Radiohead og monumentalismen fra Sigur Rós. Hazy Days har derfor begået en varierende flot skive der både kryber ind under huden på én, mens den udfordrer ens øregange, dog mangler der erfaring og melodisk tæft, før det bliver rigtig godt.

Skriv et svar