Heaven 17: Naked As Advertised

cover-heaven17-nakedasadvertised-2010-300x300

Af jord er du kommet…..

Heaven 17….

Bare man hører navnet vælter smagen og minderne af 80’ernes new romantic bevægelse frem af gemmerne. Tilbage til dengang musikscenen var styret af dekadente udklædninger, form og modediktatur, biseksualitet, hårpragt indsvøbt i hairspray og løjerlige frisurer og ikke mindst prætentiøst, pompøst og patosstyret dansabel funk-new wave-synthpop fra dengang dansesteder blev benævnt diskoteker.

Vi åd det hele råt og sugede til os af de overmenneskelige ikoner, som blev dyrket ud i mindste detalje. Plakater konkurrerede med coca-cola spejle på væggene og havde man spareskillingerne i orden, frekventerede man med stolthed tøjbutikken London House i den dyre ende af Strøget, for at iføre sig de klæder nyromantikerne bar og som drømme var gjort af. Duran Duran, Visage, Spandau Ballet, Ultravox, Alphaville, B-Movie, ABC, etc. etc. og ikke mindst Human League, hvis to medlemmer Martin Ware og Ian Marsh var med på det bands første to mørke, iskolde og i øvrigt fremragende Kraftwerkinspirerede albums Reproduction og Travelogue.

Senere da Philip Oakey og Adrian Wright ville sigte mod en mere varm og poppet lyd i Human League, valgte Ware og Marsh, at tage deres gode tøj og skride. De to herrer dannede så B.E.F: British Electric Foundation, som både fungerede som band og produktionsselskab og udgav Music For Listening To, som bestod af en række instrumentale numre. Kort efter indlemmede de deres fotografven, en distingveret herre kaldet Glenn Gregory og med fælles interesse for litteratur, som ledte til Anthony Burgess roman A Clockwork Orange, fik de fokus på romanens fiktive band kaldet Heaven Seventeen og Heaven 17 var hermed født.

Hvorfor al den snak om fortidige eskapader og svælgen i historik – jo, fordi Naked As Advertised ikke som sådan er nogen ny plade. Med undtagelse af ét nummer, er det gammel vin på nye flasker der her er i spil.

Ni numre, hvoraf to ikke engang kan tilskrives Heaven 17, men Human League. Tre numre fra debuten Penthouse And Pavement. To fra efterfølgeren The Luxury Gap. Et covernummer af The Associates og, som tidligere nævnt, ét nyt nummer. Ian Marsh har endvidere i mellemtiden forladt bandet, som nu er svundet ind til en duo.

Hvad skal man så med et sådant udspil, bestående af nyindspilninger af gamle numre fra et amputeret band, som (måske) burde høre fortiden til? Vurderingen på de to Human League numre ”Being Boiled” Og ”Empire State Human” er, at den iskolde og grumt fascinerende lyd de oprindelige numre besad, er pist væk, til fordel for en dybt ligegyldig, fersk og tandløs opdatering, som fuldstændigt mangler originalernes desillusionerede, misantropiske og stringent udførte postpunk electrokillers. Det er muligt Heaven 17 selv synes, at de har frisket lyden op til moderne ører, men det tager altså fuldstændigt brodden af materialet og i de radiovenlige nyudgaver, fremstår to ellers fremragende numre, fesne og ufarlige og helt uden den kant og frysende kølighed, som gjorde så godt (eller snarere ondt) dengang.

De fem gamle Heaven 17 numre under eget navn, lider lidt samme skæbne. De havde allerede dengang taget et signifikant skridt væk fra Human League lyden, over mod en mere funky, soulet synthpop, men det besad stadig en kant og et nødvendigt nærvær, tilsammen med en fandenivoldskhed som var smittende og man fornemmede, at der var noget essentielt på spil for trioen.

De nye versioner er næsten klods op af de originale, men har den mikroskopiske divergens fra oprindelsen, at de er en kende mere cremede og velsmurte, med ekstra vægt på det soulfunkede og jeg sidder altså med en slap fornemmelse i maven, når jeg lytter til dem. Ingen kan selvfølgelig tage Glenn Glegorys fine stemme fra ham, men musikken lyder nu som et samlet udvalg fra hundreder af midtersøgende radiostationer og stødte jeg tilfældigt på det i bilen, ville jeg i hast skifte kanal eller slukke.

Coverversionen af The Associates store nummer fra deres 1982 milepæl Sulk, ”Party Fears Two”, har fået en fin ny tilgang i og med at Heaven17 spiller den i en dæmpet pianoudgave, som faktisk klæder nummeret, men selvom Gregory har en stemme, som ligger et pænt stykke over gennemsnittet, når han altså ikke Billy Mackenzie til sokkeholderne og hvad skal man så egentlig med det.

Eneste reelle nyhed på Naked As Advertised, er den stille men svulstige synthballade ”Don’t Fall”, som der ikke kan sættes en finger på. Fint håndværk, god vokal, flotte emotionelle keyboardflader, men den gør heller ikke mere væsen af sig, end at den ender i glemslen hurtigere, end man kan tælle til 80.
Går Heaven 17 efter ussel mammon, ville en almindelig opsamling være langt at foretrække, for albummet gør hverken noget for gamle fans eller nye lyttere.

Konklusion: Et ord kan sammenfatte Naked As Advertised – Overflødig!!

Er man alligevel en sucker for Heaven 17, kan man gense idolerne fra tiden hvor caféerne Dan Turell, Victor, Krasnapolsky – fuldfør selv listen – styrede. De spiller nemlig i Amager Bio 25. marts

Skriv et svar